- Engelsk
- 16.-21. maj
- 544 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.
Det var ikke meningen, at der skulle gå så lang tid inden jeg fortsatte i serien om Henry VIII's dronninger; men den skulle åbenbart findes frem på et fjernlager et sted ude i verden. Men det er måske også fint, da der specielt i de tre første romaner er et næsten totalt overlap i tidshorisont. Katherine af Aragon døde blot fire måneder inden Anne Boleyn mistede hovedet på skafottet.
Da Henry VIII begyndte at brygge på tankerne om at slippe af med Anne Boleyn, var han allerede videre i sit kærlighedsliv. Det skulle efterfølgende hedde sig, at han var udmattet af alle de ægteskaber men som den allernådigste fyrste han jo var, så ofrede han sig for sit land - for en kongesøn og arving skulle der jo til.
Hvor nobel en handling det var, er nok tvivlsomt! Men hvordan Jane Seymour skal gå over i historien er måske mere komplekst. Hun blev beskrevet som en lille grå mus - og ikke den femme fatale som hendes forgænger havde været. De to kunne i øvrigt ikke udstå hinanden!
Men var hun offer for hans ihærdige forførelseskunst og turde ikke sige nej? Eller var det et nøje planlagt move at forføre kongen og samtidig spille så kostbar, at han ikke havde anden mulighed end at skille sig af med Anne Boleyn?
Måske var det lidt af det hele og midt imellem? Jane Seymour var stadig ugift - og dermed formodes jomfru, da Henry VIII fik ideen om at forføre hende. Han forførte jo en del unge piger ved hoffet. Men hendes adelige familie så måske hurtigt fidusen i at spille kostbar med jomfrueligheden - måske var det dem, der agerede i baggrunden og vejledte den unge Jane?
Alison Weir skriver selv i epilogen, at der er flere muligheder og vi får jo aldrig svaret. Selv om der skulle findes overleveringer i form af dagbøger eller breve, er de næppe pålidelige, da netop den slags også var et politisk redskab.
Som forfatter har hun valgt en semi-proaktiv Jane; men som primært skulle gøre det af hengivenhed til den første dronning, Katherine af Aragon, og trofasthed overfor den katolske kirke i Rom. Hun troede at hendes mødom kunne skaffe paven tilbage! Det skete ikke.
Der skete jo faktisk ikke meget - primært skulle hun fremskaffe den prins, og da hun endelig gjorde det knap 17 måneder efter brylluppet, døde hun i barselsseng. Muligvis af en kombination af barselsfeber og madforgiftning. Ingen ved, hvordan tingene havde udviklet sig, var det ikke sket?
Var Henry VIII blevet træt af hende af andre årsager? Var der kommet flere børn - hvilket ville have ændret verdenshistorien fuldstændig, da det kunne have betydet, at hverken Mary eller Elizabeth var blevet dronninger.
Et kort liv og en hurtig tid på tronen; på under to år i 1536-37 mister Henry VIII tre hustruer, selvom han havde været skilt fra den første i et stykke tid.
Men han skal videre med at opofre sig for landet - for en enkelt søn er for skrøbeligt et grundlag at regere på!
No comments:
Post a Comment