My Place at the Table - Alexander Lobrano

 

• Engelsk
• 22.-23. maj
• 238 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg tror aldrig jeg har været så desperat for at komme ud at rejse! Først Corona - og så nåede jeg heldigvis lige en ydmyg tur til Sydspanien, inden jeg fik konstateret brystkræft. Nu er jeg også desperat for at få noget god mad - eller bare noget helt almindelig mad ville være godt til at starte med. Men jeg er også begyndt at fantasere om alle de ting jeg skal spise, når jeg er færdig med kemo og har fået mine almindelige smagsløg igen.

Jeg skulle have været til Paris netop den uge jeg blev opereret, og der var bestemt nogle gode restauranter på programmet. Det må vente!

Alexander Lobrano er navnet til trods amerikaner; men allerede som barn havde han en interesse for gastronomi, som undrede hans familie. Hans første besøg i Paris som teenager overbeviste ham om, at det var hér, han skulle bo. I 1986, da han var i starten af trediverne, flyttede han til Paris som journalist på et herremodeblad - ikke noget han havde forstand på; men det var jo en adgangsbillet til Paris.

Han opdager hurtigt, at mad i Frankrig er en hel anden oplevelse end i USA - måden, man behandler mad på; måden, man taler om det på og vigtigheden af alle de forskellige produkter med deres regionale stoltheder. Han opdager, at champignon ikke bare en den almindelige version han kendte på dåse (!!!) fra sin mors madlavning, men at de findes i et utal af versioner og friske fra jorden med sæsonbetoning.

Han beslutter sig for at forfølge denne drøm, og begynder at lære om mad på en meget pragmatisk måde ved at spise sig igennem Paris. Han noterer restauranttips fra alle han møder - damen på posthuset, apotekeren, naboen, osv.

Han opdager glæden ved mad som en sensuel oplevelse; og bliver med tiden mindre og mindre "bange" for at smage nye ting. En særlig oplevelse morede mig en del - da han besøgte restauranten La Maison Blanche, som åbnede i slutningen af 1980'erne. Det var her, jeg selv for nok første gang fik en virkelig gastronomisk oplevelse, da en ven inviterede mig. Jeg var knap 20 år - og havde bestemt ikke råd til den slags extravagance. Jeg ved faktisk heller ikke, hvad det kostede - for det var første gang, jeg oplevede et menukort til den inviterede uden priser. Jeg faldt over noget, der hed ris de veau - og spurgte tjeneren, hvad det var. Noget med kalv, jo! Men tjeneren mente ikke, at jeg skulle have mere forklaring inden - og jeg det var således jeg opdagede kalvebrisler. Det er absolut ikke hverdagskost i Danmark - men er en af mange meget franske ting, jeg elsker ... sammen med snegle, frølår og oste, som aldrig ville blive tilladt i Danmark med vores hysteriske regler.

Så det var jo en underlig form for tortur at læse en hel bog om fantastiske madoplevelser; han beskriver nemlig i detaljer de retter, der har gjort stort indtryk på ham. Men det var også dejligt og der er morsomme anekdoter iblandt - ikke nemt for en amerikaner at havne i et gastronomisk mekka!

I slutningen af bogen giver han sine tips til de 30 bedste restauranter i Paris (2019), og det er ikke udelukkende 3-stjernede Michelin-restauranter; der var flere, som jeg har besøgt og flere, der var/er på min liste til næste rejse. For der kommer jo en ende på dette!