Voksnes løgnagtige liv - Elena Ferrante

 

• Fransk
• 24.-31. maj
• 448 sider
• Fransk titel: La vie mensongère des adultes

Elena Ferrante har samme forhold til Napoli som Orhan Pamuk har til Istanbul! De skriver begge romaner, der foregår i deres by - og hvor man forestiller sig begge byer badet i sydens sol og eksotisme, så er det mest den mere dystre side vi ser. Pamuks Istanbul er oftest mørk, grå og dækket afg sne; Ferrantes Napoli er befolket af intellektuelle mellemklassefamilier, der kæmper med livets eksistentialistiske spørgsmål.

Det er komplekse forhold mellem mennesker, som vi så det i Napoli-kvartetten om Elena og Lina. Det er coming of age-romaner, der er feministiske. Hvilket jo igen leder os tilbage til det evindelige spørgsmål om, hvem forfatteren er! På et tidspunkt var der en del polemi, da man vist mente, at have "fundet" hende. Personligt læste jeg det faktisk ikke. Jeg har fuld respekt for, at forfatteren vil være anonym, og mener ikke, at man skal gøre alt for at finde vedkommende. 

Den franske forfatter Romain Gary skrev flere gange under pseudonym; han udgav romaner under sit eget navn og vandt blandt andet Goncourt-prisen i 1956 og igen i 1975 for en roman skrevet under pseudonymet Emile Ajar. Han begik selvmord i 1980, og blandt hans ting fandt man et brev, der forklarede, at han var manden bag de andre romaner. Der har været spekulationer omkring, at en mulig afsløring skulle have skubbet ham til selvmordet. Så lad dog de kunstnere være i fred - og skrive som de vil, og som hvem de vil!

I hendes seneste oversatte roman er vi altså i Napoli i starten af 1990'erne. Giovanna er teenager og skal finde sig selv; men da hun overhører faderen sige, at hun ligner sin tante Vittoria er det ikke en kompliment. For Vittoria er familiens sorte får - eller i hvert fald så anderledes fra hendes egne intellektuelle forældre, der er lærere. Giovanna beslutter sig for at finde denne tante; og dermed åbner hun op for en Pandoras æske af familiehemmeligheder, men hun konfronteres også selv med Napolis arbejderklasse. Hun møder selvfølgelig Vittoria, men også en hel ny "familie", som denne har og samtidig går hun i flud blomst ind i fasen med at udforske sin seksualitet.

Men det er langt mere dystert end Napoli-kvartetten; det er jo barsk for en teenager at blive overladt til sig selv, og ikke mindst føle at faderens familieproblemer overføres til hende. Hun har hele sit liv set op til forældrene, og pludselig svigter de hende ved at vise en helt anden side af sig selv. Så det er også hendes egen vej til at blive voksen med alle de løgne, det kan indebære, som er på spil her.

Det var derfor en lidt tung sag at komme igennem; men man fanges af hendes ord præcis som med Pamuks også ret komplekse romaner. Flere gange har jeg planlagt en rejse til Napoli - men pandemi osv. Nu skal det på planen igen, når kræften er overstået - for jeg må virkelig se det Napoli, som Ferrante så levende beskriver.