Un invincible été - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 1.-2. maj
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så nåede jeg til enden af familiesagaen om Almah og Wilhelm og deres efterfølgere, der bosatte sig i Den Dominikanske Republik under 2. Verdenskrig.

Jeg læste første bind for snart tre år siden - da det måske var tænkt som en enkeltstående roman; men det udviklede sig til en historie om hele det 20. århundrede og slutter i 2013 umiddelbart efter, at Almah er død i en alder af 101 år. Det er ikke tilfældigt! I indledningen til første bind taler forfatteren med Kurt Luis Hess, som inspirerede hende til histoiren - og han døde selv som 101-årig.

Dog må man sige, at der er mange, der bliver meget gamle i hendes historie - måske også mere end det statistisk set ville være rimeligt at antage. Men fred med det.

Da fjerde bind starter i 1980 er Almahs datter Ruth gravid for tredje gang; AIDS-epidemien rammer verden - og hun bekymrer sig for sin homoseksuelle ven Arturo i New York. Ikke mindre bliver chokket, da familien opdager, at Arturo danner par med Nathan - Almahs nevø, og deres alles lille fætter. Chokeret mest fordi der er en aldersforskel og fordi ingen i den meget sammentømrede familie havde luret det.

Der er nemlig stadig mange tråde ud til, hvad der sker i verden i de år - til tider også for mange; for der er ting, der aldrig helt afsluttes. Personer, der forsvinder uden et ord mens andre dør under stor opmærksomhed fra forfatterens side.

Nu er det Ruth, der ældes og hun bliver bedstemor og Almah oldemor mens vi går ind i det 21. århundrede med 9/11 - hvor sønnen David er involveret. Og ikke mindst det store jordskælv på Haiti i 2010.

Det kan godt blive lidt for voldsomt at forsøge at ville det hele - det politisk korrekte med datteren Gaya, der er lesbisk og klimaforkæmper. De historiske begivenheder, som de alle er statister i.

Men det er også en smuk historie om en særegen skæbne, der ramte disse mennesker, der flygtede fra Nazisterne for at ende mod deres vilje på en lille caribisk ø. De fleste fandt sig til rette, og som Hess selv tog de aldrig tilbage for at se deres fødeland igen.

Samtidig er de jødiske traditioner en stærk del af historien; og jeg græd stote tårer ved slutningen og Almahs begravelse. 

Som en finurlig krølle på historien er der som appendix fire playlister - en for hevr bog og hver tidsperiode. Det er pudsigt og interessant lavet.

Hvad skal Bardon så nu? Disse var hendes første romaner, og en epoke er virkelig slut. Nu skal hun kunne finde en ny stemme og stil - det bliver interessant at se.