Statuetten - Victoria Hislop

 

• Engelsk
• 8.-11. august
• 544 sider
• Originaltitel: The Figurine

Jeg havde oprindeligt bestilt denne som en del af ferielæsningen, men tiden går alt for langsomt nu til jeg skal afsted. Det viste sig at være en god beslutning at læse den inden for ellers havde jeg muligvis givet op og kastet mig over en anden i bunken. Men nu var den købt og betalt!

I modsætning til så mange andre af Hislops romaner er vi ikke i en rammefortælling; så det er den positive nyhed. Til gengæld er den væltet helt over i chick-lit-genren med alle potentielle klichéer.

Helena er født i England i 1960 af en skotsk far og en græsk mor, som stort set har afbrudt kontakten til sin familie. Trods det sender forældrene den otte-årige pige på sommerferie i Athen hos bedsteforældrene i den store herskabslejlighed med dørmand og tjenestepige. Her møder Helena den strenge bedstefar i sin generaluniform og bedstemoderen, som er underkuet denne tyranniske mand. 

Som barn møder hun den fremmede kultur og ikke mindst opdager hun kontrasterne med det fredelige England. I Athen er der politi allevegne, da det er midt i diktaturet og bedstefaderen er tæt knyttet til den junta, der styrer landet. Helena besøger kunstmuseer med den usympatiske onkel Arsenis, som hurtigt skitseres som the bad guy. Da bedstefaderen dør er ferierne i Athen pludselig sjovere - men så stopper de, da den politiske situation forværres.

De første par hundrede sider går faktisk med denne lange indledning om Helenas barndom og ungdom. Hislop er jo stor fan af Grækenland, og hun er meget opsat på at dele ud af sin viden om landet. Det virker dog til tider som om, at alt skal proppes ind i en kontekst, der ikke altid virker naturlig og flydende for historien. Man skulle tro, at Hislop har en tjekliste for vi får dækket det hele fra arkæologi til Athen, musik til moussaka og politik til Parthenon.

Det er en lang opvarmning til Helenas ungdom, hvor hun forelsker sig i den unde Nick, og rejser med ham til en græsk ø for at deltage i arkæologiske udgravninger. Nick er hende utro - men han er også kunsttyv, og kommer i ledtogt med den berømte onkel fra hendes barndom. Da Helena arver lejligheden i Athen opdager hun ydermere det omfattende netværk af trafik af stjålne kunstgenstande og hvidvaskning, som bedstefaderen stod bag. Hun møder selvfølgelig nogle gode mennesker med forstand på kunst - så vi får lidt flere Hislop-lektioner, og det hele ender med en happy ending.

Det var alt for kunstigt og stereotyp - Helena rødmer, har lyserøde sarte læber og der bruges afsindige mængder spalteplads på at omtale hendes hår. Mændene har krystalblå øjne eller firkantede kæber - og således bliver den fysiske fremtoning som taget ud af en Cartland-roman. Jeg troede vitterligt vi var kommet over den slags reduktionisme.

Der er ingen tvivl om, at Hislop kender Grækenland godt og elsker landet dybt og inderligt. Alle hendes romaner handler om landet og kulturen; men hendes pedantiske forsøg på at formidle denne passion falder til jorden, når det bliver en opremsning af fakta og namedropping.