Til minde om kærligheden - Aminatta Forna

 

• Engelsk
• 17.-22. august
• 464 sider
• Originaltitel: The Memory of Love

Nu er jeg næsten ved at være i bund i bunkerne; og denne har da også ventet i seks år siden jeg læste den første roman af Aminatta Forna. Jeg ved ikke, hvad der flere gange fik mig til at have den i hænderne for blot at stille den tilbage, for da jeg startede var det en intens indgang i et komplekse og smukke historier.

Adrian er faktisk genganger fra den første roman, da han er psykolog på et hospital i Freetown i Sierra Leone. Vi er i 2001, og Adrian har taget en midlertidig stilling i landet for at hjælpe en NGO, men måske også for at komme væk fra ægteskabet hjemme i London. Han får blandt andet til opgave at tale med den døende Elias Cole. Ikke at denne som sådan har psykiske problemer, men den gamle mand har lyst til at lette samvittigheden inden han skal herfra. Derigennem får vi den ene kærlighedshistorie om hans betagelse af den smukke Saffia, som er gift med en af hans kolleger på universitetet. 

Deres historie er også historien om de borgerkrige, militærkup og traumer, som Sierra Leone i årevis havde som hverdag. Saffia er ikke forelsket i ham, men han gør alt for at være i hendes nærhed. Da hendes mand arresteres er han der - indtil han selv bliver arresteret for revolutionær virksomhed.

Samtidig tilser han forskellige patienter, som alle har dybe ar på sjælen efter de seneste oprør - ikke mindst kvinder, der har set deres mænd blive dræbt eller er blevet voldtaget. Han forsøger at hjælpe dem, men må også erkende, at en hvid mand ikke indgyder tillid her.

Kai er en ung kirurg, som bliver ven med Adrian. Han har også traumer efter nogle specifikke hændelser og undgår visse steder i byen. Han vil væk! Til USA, hvor en ven venter på ham - og han flygter fra mindet om den store kærlighed, som bristede under de forfærdelige kår under krigen.

De tre skæbner flettes stille og roligt sammen i en tragisk kombination. Adrian møder en ung kvinde, Mamakay, og de bliver forelskede - eller er det historien om Saffia og Elias om igen? Han vil nu have sandheden ud af Elias - hvor meget gjorde denne for at skaffe rivalen af vejen? Men han ved ikke, at han samtidig ødelægger venskabet med Kai.

Det er skrevet med en utrolig poesi, og det bygger så stille op til katastrofen, at man overraskes men så indser, at sådan må det være. Det er tragisk for alle involverede. Men det rejser også spørgsmål om, hvad man kan forstå som udefrakommende i et land, der er så mærket af fortidens skygger. Kan Adrian helbrede med sine teorier om PTSD etc., når det er et kollektivt traume, som man måske har behov for at have med sig som nation for at komme videre sammen?

Meget bevægende roman; og nu må jeg vist finde andre af Forna.