Se os danse - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 2.-3. august
• 384 sider
• Originaltitel: Regardez-nous danser

Jeg havde det svært med første bind af Slimanis familiekrønike i Marokko; men jeg havde andet bind, og det var enten at give det en chance eller opgive. Det var jeg faktisk også lige ved - men besluttede så at sætte lørdagen ind på de sidste tohundrede sider. Jeg vil ikke sige jeg var mere begejstret; jeg var begejstret over, at det var slut snarere.

Første bind slutter i 1957, da Marokko er blevet selvstændigt og Amine og Mathilde for alvor begynder at se fremskridt på deres landbrug. Andet bind starter i 1968, hvor ungdomsoprøret florerer verden over. Deres landbrug er nu stort og de er blevet til rige borgere - den nye lokale overklasse, der erstatter de tidligere kolonialister. Deres ægteskab er ike meget bedre, men karaktererne forbliver stadig noget overfladiske - så vi ved det, fordi det står skrevet, men ikke fordi vi tolker det.

Igen synes jeg det stikker lidt i alle retninger. Amines søster Selma er blevet gift med chefen på landbruget, som dog er håbløst forelsket i Amine. Deres ægteskab er ikke-eksisterende, og hun indleder en affære med Amines og Mathildes søn Selim - hendes egen nevø. Da det slutter, rejser Selim rundt med en flok hippier, som mener, at Marokko er det nye paradis. De bor sammen med landets allerfattigste og finder det uendeligt poetisk - på den egoistiske hashomtågede facon, som fjerner enhver form for realitetssans.

Datteren Aicha studerer medicin i Frankrig, og møder racismen i Europa inden hun flytter hjem og gifter sig med Medhi - endnu et ulykkeligt ægteskab. De bliver også en del af en overklasse, som drikker alkohol og spiser fransk mad mens de hyrer en tjenestepige, der sover på gulvet i køkkenet. Med andre ord ender alle med at indtage den rolle, som franskmændene havde og de er totalt blinde for ironien i dette. 

Men den største gene for mig er forfatterens antipati for hendes protagonister; hendes inkonsekvente historiefortælling, der springer rundt uden at personerne knyttes sammen som den familie, de jo er.

Jeg forstår desværre ikke helt entusiasmen over denne historie; men nu ved jeg heldigvis, at jeg ikke skal ærgre mig over at vente på tredje bind.