Terrasses - Laurent Gaudé

 

• Fransk
• 27. august
• 144 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Laurent Gaudé er en af mine foretrukne franske forfattere; han har også en udpræget sans for det dystre og dramatiske, der krydser grænser mellem liv og død. Smukkest gjorde han det nok i fortællingen om jordskælvet i Haiti, men nu tager han fat i en anden nyere og særdeles velkendt katastrofe - nemlig terroristangrebene i Paris i november 2015.

Det er nok altid til diskussion, hvor hurtigt man kan bruge en sådan hændelse i kunsten; og det skal bestemt gøres nænsomt. Sårene er stadig friske i den franske nationalsjæl efter det blodigste terrorangreb i landet, som kostede 130 mennesker livet. Blot fordi de sad på en fortovscafé eller var til en koncert fredag aften.

Titlen refererer da også til de fortovscaféer, som var de første, der blev ramt helt tilfældigt - lige så tilfældigt, som det var om man sad i yderste række. Om man lige var gået ind for at hente noget i baren eller omvendt var gået ud for at ryge. 

Historien følger en række ofre - de er ikke nødvendigvis navngivne, fordi de netop er repræsentative for alle ofrene. Kvinden, der skal på en date. Kvinden, der skal til koncert og forlader mand og barn ovenpå et morgenskænderi. De to tvillingesøstre, der mødes for at fejre deres 30 års fødselsdag. Nogle har paralleller til ofre - som fx tvillingerne. Derfor er det med en utrolig ydmyghed og respekt, at Gaudé skriver om dem i sin magiske poetiske stil.

Vi møder også de "andre". Terrorenheden, der skal ind i Bataclan koncertsalen og frigive gidslerne, og må træde over sårede og døende fordi det ikke er deres job. Lægen, der skal sortere kritiske fra dem, hvor der ikke længere er håb. Personalet, der skal gøre rent efter det blodbad, der var inde i Bataclan. De efterladte, der skal lappe liv og sjæl sammen.

Det er svært at vurdere sådan en fortælling. Vi kender virkeligheden - sandheden - og den er værre end noget vi havde kunnet forestille os. Gaudé holder sig fra de store blodsudgydelser - det er ikke hans stil, og dem kan vi sagtens huske og fornemme mellem linjerne. Han skriver derimod i respekt og i hyldest til ofrene. Der kommer uden tvivl flere romaner, der berører emnet - Philippe Lançon skrev en selvbiografi om hans overlevelse efter attentaterne på Charlie Hebdo i starten af 2015; det var en hudløst ærlig og barsk historie - men det var hans egen. Han kan tillade sig alle de grumme detaljer. Gaudé skal respektere ofrene og de efterladte, og han gør det virkelig smukt.