L'évangile du nouveau monde - Maryse Condé

 

• Fransk
• 5.-7. august
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

For et par år siden læste jeg de fantastiske erindringsbøger af Maryse Condé som jeg var blevet inspireret til efter at have læst hele Maya Angelous serie ar erindringer. Men jeg havde aldrig læst hendes skønlitteratur indtil jeg faldt over denne - hendes sidste roman skrevet da hun var 87 år gammel.

Det er hendes testamente på mange måder - en roman med hendes ønsker og visioner for den verden, hun snart skal forlade.

Hvis Mabanckou og García Márquez havde skrevet en roman sammen, ville den nok have lignet denne; det er jo ikke underligt. Condés kultur er afrikansk og caribisk med indflydelse fra den overnaturlige verden, der dominerer sydamerikansk litteratur. Det er fantasy for intellektuelle fristes man til at sige!

En påskedag fødes en lille dreng af en ung kvinde, som efterlader ham i en stald. Her findes han af ægteparret, der bor i huset, og de døber ham Pascal - det latinske navn for påske. Allerede fra starten slås tonerne an!

Den lille dreng anses hurtigt for at være en ny Messias, da han tilsyneladende kan helbrede ved berøring. Så vi hurtigt en fornemmelse af, at der er en parallel til Jesus. Det understreges yderligere, da han indleder et forhold til den prostituerede Maria - som dog ikke hedder Magdalene!

Som ung mand finder han sine biologiske forældre - moderen er konverteret til islam og faderen lever som buddhistisk munk. Så har vi også fået en indgang til verdensreligionerne.

Pascal begiver sig ud på en rejse for at forstå, hvem han er. Han har et lille hold af venner, som pudsigt nok er tolv mænd - symbolerne står i kø; måske lidt for overvældende og indlysende til tider.

Missionen er at finde sin rolle i denne verden, finde nøglen til større forståelse mellem mennesker og ikke mindst forstå om han virkelig er Guds søn.

Jeg var ret fascineret af historien i starten; men jeg synes til sidst, at det blev for forudsigeligt - Pascal forsvinder som 33-årig, og hele vejen igennem er det rent faktisk en omskrivning af Jesu liv til det 21. århundrede. Det er som sagt hendes sidste bog, og imprægneret af hendes håb og ønsker for menneskeheden - efter et langt liv levet i kampen for ikke mindst sortes rettigheder, men også for tolerance og sameksistens. Men det kunne have været mere i antydningen end det er gjort her.

Det var min første fiktion af Condé og jeg tror jeg skal begive mig lidt tilbage til hendes tidligere romaner for rigtig at forstå hendes livsværk.