De andres land - Leïla Slimani

 

• Fransk
• 29. juli - 1. august
• 416 sider
• Originaltitel: Le pays des autres

I 2019 læste jeg den Goncourt-vindende roman af Slimani, som virkelig satte gang i en debat i Frankrig. I 2020 udgav hun så første del en planlagt trilogi om sit hjemland Marokko, som blev fulgt op i 2022 med andet bind. Jeg købte allerede første bind i paperback-udgaven i 2021, og sidste sommer andet bind - men jeg lod dem stå og vented på tredje bind. Jeg ville kunne læse dem alle i et stræk - men nu ser det ud til, at tredje og sidste bind lader vente på sig, så jeg besluttede at gå i gang!

Historien er inspireret af hendes bedsteforældres historie, som mødte hinanden i 1944, da hendes morfar er soldat i Frankrig under 2. Verdenskrig og møder en ung kvinde i Alsace. Det er dog ikke deres præcise historie, men omstændighederne er de samme vanskelige for Amine, der møder Mathilde i Frankrig. De forelsker sig hovedkulds og gifter sig, da Mathilde er kun 18 år gammel. Hun rejser til Marokko, hvor de installerer sig på den gård Amines far havde købt for at give sønnen muligheder i livet. Landjord var en sikker værdi og Amine er virkelig interesseret i at skabe en god forretning.

Noget sværere er det for Mathilde, som ikke er forberedt på det kulturelle chok det er at blive hjemmegående husmor i et patriarkalsk samfund. Amine er pludselig ikke så eksotisk spændende som han var i Frankrig, og hun opdager hurtigt, at hendes plads i samfundet er ambivalent for alle. Hun er ikke europæer som de franske kolonialister, der bor der på grund af hendes ægteskab - og hun er heller ikke marokkaner og muslim. Byens bedre borgerskab ser ned på hende og datteren Aicha drilles i skolen; Amine og hende skændes og han bliver voldelig.

Alt imens hun forsøger at affinde sig med dette liv og til tider gennemtvinge nogle kristne traditioner som jul, der altid falder til jorden, starter urolighederne for at opnå selvstændighed. 

Der er basis for en virkelig interessant historie; ikke mindst set fra hendes synspunkt med den kulturelle baggrund. Men Slimani levede ikke i 1950'ernes Marokko, og billedet bliver temmelig forvrænget.

Der er alt for mange stereotyper i beskrivelsen af marokkanerne som beskidte, uhygiejniske og dovne - og europæerne som foragter og udnytter dem. Personerne mangler dybde, og der er for mange svinkeærinder ud i beskrivelser af personer og situationer i fortiden som ingen relevans har for historien.

Sprogligt er den meget nem at læse, men jeg kæmpede med kvaliteten og historien. Så det var fint ikke at vente på tredje bind selvom jeg vil give andet bind en chance. Vi forlader familien i 1957 lige efter deres uafhængighed, hvor Amines bror tager en aktiv del.