Pourvu que la nuit s'achève - Nadia Hashimi

 

• Fransk
• 24.-28. juli
• 544 sider
• Originaltitel: A House Without Windows

Jeg har læst Hashimis to tidligere romaner på fransk, selvom hun skriver på engelsk. Jeg synes arabisk litteratur som regel gør sig godt i franske oversættelser; der er noget sprogligt, der rammer virkelig godt, og så er de ikke mindst nemmere at finde end originaludgaverne. 

Der var en bølge af arabisk litteratur om kvinder og Mellemøsten generelt på et tidspunkt. Khaled Hosseini blev nok den mest kendte ikke mindst efter filmatiseringen af Drageløberen; men også den fransk-afghanske forfatter Atiq Rahimi, der vandt Goncourt-prisen for sin historie om kvinden, der våger over sin afdøde forhadte mand. Jeg synes der har været mindre af denne type litteratur de senere år - den bliver uden tvivl skrevet, men måske kom der et mætningspunkt i Vesten?

Det er således syv år siden jeg læste de to tidligere romaner af Hashimi, og denne har stået i reolen i seks år. Nu er jeg næsten i bund med ventebunken! Endelig.

Da jeg startede på den faldt jeg direkte ind i historien om kvinden, der tilsyneladende har dræbt sin mand med et øksehug i nakken i gården foran deres hus. Hun er hysterisk og ukontaktbar, da de tager hende med til fængslet; på et hængende hår inden familie og naboer lyncher hende. I kvindefængslet sidder hun sammen med andre kvinder anklaget for moralske forbrydelser - fx at være set offentligt med en mand, de ikke er gift med. En anden kvinde er gravid med den mand, hun elsker men ikke er gift med. Men der er også kvinder, der er blevet voldtaget og nu sidder anklaget for moralsk løslevned.

Det er altid kvindens skyld i et samfund, der gør alt for at gemme kvinder af vejen både fysisk og psykisk. 

Zeba, som kvinden hedder, vil ikke fortælle, hvad der skete. Hendes søn og tre døtre anbringes hos svigerinden, og Zebas skæbne er uden tvivl dødsstraf ved hængning. 

Yusuf er en ung advokat, der som barn flygtede fra Afghanistan, og kom til USA. Han er nu tilbage i Afghanistan for at arbejde for en NGO, der vil hjælpe kvinder med retshjælp og han får den umulige opgave at forsvare Zeba. Han opsøger landsbyen, hvor det skete; han forsøger at plædere for mental ustabilitet, hvilket sender hende i et religiøst galehus. 

Langsomt begynder Zeba at åbne op for sandheden. Men hun beskytter også det vigtigste - den lille pige, som manden var ved at voldtage. Hun var nok offeret - men kommer det frem, vil hun og hele hendes familie blive fornedret. Zeba vil hellere dø end bringe den skam over pigen og hendes familie.

Hun fortæller heller ikke Yusuf hele sandheden - at hun angreb manden med øksen, men mislykkedes. Da han ville angribe hende, var det den lille pige, der endte med at dræbe ham og Zeba skyndte sig at få hende væk inden det blev opdaget.

Det er en temmelig lang historie, der primært handler om retssagen men også om kvinders rettigheder og livsvilkår under islam. Zebas morfar er en form for vismand, og hendes mor betragtes af mange som en heks, der kan kaste forbandelser over andre. Zeba viser sig at have arvet nogle af disse evner, men bruger dem i fængslet til at redde de unge kvinder, der sidder fængslet for at have elsket.

Man føler unægteligt med Zeba; men forstår heller ikke helt, hvorfor hun vil ofre sit eget liv når hun har fire børn, der kan blive forældreløse - al respekt for hendes principper og angst for den lille pige, men er der ikke andre hensyn her? Er hendes gode gerninger i fængslet nok til at give hende ro i sjælen inden hun skal dø - eller kan Yusuf redde hende?

Det er ikke en lige så stærk roman som hendes første eller som andre om samme triste historie - men man er i spænding til sidste side; der er et element af krimiroman i den.