Giovannis værelse - James Baldwin

 

• Engelsk
• 15.-16. juli
• 192 sider
• Originaltitel: Giovanni's Room

Da jeg i 2021 læste essaysamlingen af Baldwin var jeg ikke blæst bagover af begejstring; faktisk fandt jeg hans attitude både arrogant og nedladende. Men jeg vidste også, at jeg måtte kaste mig over hans romaner - ikke mindst Giovannis værelse, som jo var banebrydende i 1956.

Det chokerende ved denne roman var ikke Baldwin som forfatter - men emnet om homoseksualitet.

Hovedpersonen, David, er en hvid mand - den information får vi indirekte allerede på første side. Han er amerikaner, men bor nu i Paris. Han har en kæreste, Hella, som dog er rejst til Spanien for at tænke over deres forhold. Imens turer David rundt i Paris med forskellige bekendtskaber og det er her han møder Giovanni.

Giovanni er italiener og bartender på en bar, der frekventeres af homoseksuelle. I 1950'erne - selv i Paris - var dette små fordækte steder, hvor man ikke kom uden at være en del af miljøet. Politiet foretog jævnligt razziaer, og mange "etablerede borgere" var derfor bange for at blive afsløret.

David og Giovanni tiltrækkes øjeblikkeligt af hinanden, og da David ingen penge har flytter han ind hos Giovanni, som bor på et af de typiske parisiske værelser til tjenestepiger, Jeg kan se det for mig - jeg har selv boet i et par stykker af dem. David har som helt ung haft en homoseksuel oplevelse, som han siden har forsøgt at fortrænge og finde undskyldninger og forklaringer for. Nu konfronteres han af den følelse han har for Giovanni, som både er fysisk men også en absolut skræmmende forelskelse.

Værelset er mørkt som deres hemmelighed; det er der og kun der, de kan leve i den verden, de frygter og nægter at erkende udenfor værelsets mure, selvom Giovanni er langt mere realistisk omkring sin seksualitet. De er måske i virkeligheden biseksuelle, men uanset er den gængse homofobi for perioden en fare for deres forhold.

Da Hella vender tilbage til Paris frier David til hende; han beslutter sig for, at han må leve det heteronormative liv, der forventes af ham. Det bliver til gengæld dramatisk for Giovanni, der må kravle ydmyget tilbage til sin tidligere arbejdsgiver. Han var blevet fyret uden tvivl af jalousi over forholdet til David, men nu mangler han penge - og ender med at dræbe den ældre homoseksuelle barejer. I Frankrig i 1950'erne var der stadig dødsstraf og Giovanni ender i guillotinen. Imens sidder David forladt i et hus i Sydfrankrig og ruminerer deres historie og hans egen rolle i den.

Nu forstod jeg begejstringen for Baldwin! Nok skriver han ikke her som sort homoseksuel; David skal netop være en hvid mand, da tidens ånd stempler homoseksualitet som værende mørk - som den syditalienske Giovanni fx. Baldwins eget sorte publikum ville næppe have accepteret den sorte homoseksuelle historie, og den er som udgangspunkt ikke selvbiografisk selvom Baldwin selv boede i Paris. 

Det er en eksplosion af temaer i en kompakt roman - race, identitet, seksualitet, religion, fordomme, skyld. Listen er lang - og en genlæsning vil uden tvivl afdække endnu flere lag af især den komplekse David, der ikke imponerer ved sine valg, men er betinget af sin opdragelse og samtid. En absolut klassiker, der efterlader en trist fornemmelse af fortabte chancer.