Vi ses i august - Gabriel García Márquez

 

• Engelsk
• 4. juli
• 144 sider
• Engelsk titel: Until August

Gabriel García Márquez døde i 2014 og var da ramt af demens. Han forsøgte at arbejde, men dømmekraften har uden tvivl været påvirket, og han udtalte selv om dette manuskript, at det ikke duede. Det skulle blive i skuffen og ikke ende som den tiltænkte del af et værk med fem historier om kærlighed sent i livet. De andre historier blev ikke til noget, men denne arbejdede han på i perioder fra 2003 frem til sin død.

Nu er den blevet udgivet af hans to sønner - med den begrundelse, at den er for god til ikke at blive delt med verden. Det er sin sag at modsætte sig en afdød fars ønske - og der har uvægerligt været et økonomisk incitament udover den noble tanke om at ville dele med verden. 

Jeg har tidligere kun læst tre romaner af Gabriel García Márquez; hans to hovedværker selvfølgelig - hvoraf kun det ene gjorde et stort indtryk. Senere læste jeg Historien om et bebudet mord, som også var god men den var så kort desværre.

Vi er her i samme genre af en roman så kort, at det grænser til novelle-format. Ana Magdelena Bach rejser hvert år i august fra mand og børn med færge ud til en afsides ø for at lægge blomster på sin mors grav. Moderen havde insisteret på at blive begravet der og Ana tror det er for at hvile med udsigten ud over den caribiske lagune.

Da hun er 46 år gammel og på sin årlige rejse sker der dog noget uventet. Hun møder en mand, som hun har en enkelt nats affære med. Det ryster hende, da hun om morgenen opdager, at han har lagt penge til hende. Men de efterfølgende år planlægger hun denne tur med muligheden for et sidespring for øje.

Det er en ny mand - og nogle slet ingen; men det giver hende appetit på livet derhjemme.

Stilen er utvetydigt hans - vandet er der og spiller en central rolle ligesom vejret. Hvert år har hun en ny bog med, og man må formode, at det er bøger, han selv elskede og dermed anbefaler os som læsere. Det er også her man ser, at manuskriptet ikke var helt finpudset, da den samme bog optræder to år i træk.

Men ellers er det en sammenkogt magisk realisme med historier, der findes inde i blot en enkelt sætning - hans absolutte force! Der er flere fællestræk for læsere, der især holdt af Kærlighed i koleraens tid - ikke mindst i slutningen, hvor Ana opdager, hvorfor moderen ville begraves lige præcis her.

Om den skulle være blevet i skuffen eller ej, er for mig et mere privat anliggende i familien - det vil jeg ikke dømme. Historien er smuk og rørende og skønt fortalt af en af sidste århundredes største fortællere. Ganske enkelt!