- Dansk
- 6.-7. juli
- 312 sider
I 2013 læste jeg Assoulines roman om portrættet af Betty Rothschild malet af Ingres. Den fortalte historien fra maleriets perspektiv - fra det blev malet i familiens parisiske overklassehjem til det endte konfiskeret af nazisterne og først kom tilbage til familien i 1946.
Det fik mig allerede dengang til at tænke over de historier - eller proveniens som det teknisk kaldes - der ligger bag de malerier, vi i dag beundrer på museer. Ikke mindst portrætterne, som jo er malet ud fra et ønske hos bestilleren om at forevige sig selv. Et lidt overdimensioneret ego, der mener man er vigtig nok til at pryde en væg. Tænkte disse mennesker over, hvor deres portrætter ville ende efter deres død? De troede måske, at arvinger ville beholde dem - eller også var de ligeglade så længe de havde dem i deres levetid?
Men de lever jo videre - ofte kender vi ikke hele historien, der er gået tabt i historiens tåger, eller deres bedrifter virker ikke som særligt imponerende hundreder af år senere.
De to historikere, der har skrevet denne dybdegravende bog om et Jens Juel-maleri, beslutter sig dog for at følge maleriets historie til dørs. Er der en sandhed i, at et maleri kan kaste en forbandelse over de mennesker, der ejer det - eller er det blot fordi de alle har det til fælles, at de var på samfundets top - og derfra er der jo højt at falde?
Christophe Battier er nærmest ukendt i dag for menigmand; dog var han en rig bogholder, der arbejdede for Asiatisk Kompagni og svindedle enorme summer inden han drog i landflygtighed og begik selvmord midt i Tuilerierne i Paris. Hans bo splittes ad, og maleriet kommer igen i hænderne på en rig bankmand i starten af det 20. århundrede, da den unge Emil Glückstadt køber det. Han lider også en tragisk skæbne - men måske ikke så tragisk som for de mange almindelige mennesker, der mistede alt de ejede, da den krakkede i 1922.
Det er en historisk undersøgelse, hvor vi som læsere tages med igennem maleriets rejse gennem tiden - hvert kapitel er en ejer, og vi får baggrundshistorien om ejeren og hvorfor maleriet ender med at komme videre ud i verden. Det er iblandet den nutidige fortælling om, hvordan de griber det an og det er en imponerende fortælling om mange rejser, arkiver, samtaler men også en fantastisk stædighed i deres fascination af et portræt af en mand ingen i dag husker.
Fra de palæer, der i 1700-tallet var de riges hjem, finder maleriet ad pudsige veje nogle gange næsten hjem igen men til andre rige familier, og vi følger dermed også en historie om Danmarks elite indenfor erhvervslivet. Nogle af disse bygninger kender vi stadig i dag - nu er de dog ikke længere private boliger men stadig legeplads for landets rige eller omdannet til ministerier.
Der var indtil flere familier og personer, jeg ikke kendte til, men med absolut fascinerende historier. Nogle anede ikke, hvem de havde hængende på væggen - andre købte maleriet netop fordi det var Battier eller fordi maleren var Jens Juel; eller ganske enkelt fordi de kunne lide det.
Men næppe nogle af dem ville have været i Battiers tanker, da han i slutningen af 1700-tallet fik det malet som forlovelsesportræt sammen med et tilsvarende, der desværre ligger i kælderen på Statens Museum for Kunst og ikke kan ses.
Jeg var fuldstændig grebet af historien og deres arbejde; jeg er fascineret af den vedholdenhed men mistænker dem bestemt også for at have nydt det hele. Det er der kommet en fantastisk bog ud af - og så er det lidt ærgerligt, at der er så relativt mange sjuskefejl i korrekturen desværre.
No comments:
Post a Comment