De ufuldkomne - Tom Rachmann

 

• Engelsk
• 11.-12. juli
• 355 sider
• Originaltitel: The Imperfectionists

Nu har jeg faktisk læst stort set alle Rachmanns romaner pånær en enkelt; han har "kun" skrevet fem, så det er jo også relativt overskueligt.

De ufuldkomne er hans debutroman fra 2010, men man finder allerede her hans forkærlighed for emner som litteratur og kunst, som senere sniger sig ind i alle hans romaner.

Kulissen er en engelsksproget avis i Rom, som er grundlagt for mere end 50 år siden af en excentriker, hvis familie har holdt den oven vande trods dalende læsertal og stigende digitalisering. Tom Rachmann arbejdede selv i en årrække på en avisredaktion, og kender derfor glimrende de personlighedstyper man kan krydse i den verden. 

Historien bygges op af elleve individuelle historier fortalt af medarbejderne og en enkelt læser, men deres historier og liv væves ind i hinanden, som historien skrider frem.

Vi møder chefredaktøren, hvis åbne ægteskab begynder at blive sværere at acceptere, og derfor forsøger at generobre en ungdomsflirt blot for at opdage, at han er langt bedre til at fortælle hende om hendes svage sider. 

En af de mere groteske historier er om den unge Winston, der håber at få stillingen som korrespondent for Mellemøsten og rejser til Cairo. Her skal han mødes med en erfaren krigsjournalist, som udnytter ham på det groveste og personificerer alle træk af den blaserte bedrevidende verdensmand. Man genkender ham som det menneske man har mødt engang, der ved alt om alting og har været alle steder - men hvor det meste er ren opspind.

Imellem de forskellige skildringer er en kontinuerlig historie om avisens historie fra 1950'erne til nutiden, hvor stifterens efterfølger må beslutte at lukke den ned og fyre alle medarbejdere. Mange af dem lever især for den prestige det er at være i Rom, og de vil ikke vende hjem til USA med et nederlag i kufferten. De ville næppe kunne klare det på en anden redaktion og deres mikrokosmos er en verden i sig selv. 

Det er skarpe portrætter af mennesker, hvis hele liv afhænger af den identitet de får igennem arbejdet. Rachmann udviser ikke megen sympati for sine protagonister og slutningen er nærmest grotesk med den unge arving til avisen, der bekymrer sig mere om sun hund end de ansatte, han nu skal fyre.

Hvor realistisk historien er, er svært at sige - men i små lukkede kredse er der altid forskellige arketyper, og Rachmann rammer den alle på kornet i et satirisk og menneskeligt portræt.