Water - John Boyne

 

• Engelsk
• 5. juli
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er et gennemgående tema i Boynes romaner - identitet!

I The Absolutist, som jeg læste i 2012, er det både de unge mænds identitet som soldater i en krig, de ikke selv ønsker, men også de to hovedpersoners romantiske forhold. Homoseksualitet er nemlig også et gennemgående tema hos Boyne.

I den helt fantastiske Cyril Averys hjerte er det Cyrils jagt på at finde sig selv, som han forfølger verden over og igennem årtier og ofte med tragisk udfald.

I A Ladder to the Sky kæmper den unge forfatter Maurice for at finde sin identitet som forfatter - og sit personlige ståsted i livet; og taber kampen mod sig selv.

A History of Loneliness er en hjerteskærende fortælling om den unge Odran, der mod sin vilje sendes på præsteseminar og i sin gerning konfronteres med den katolske kirkes misbrug af unge drenge. Det er lige så meget religionens som Odrans identitet, der bliver sat på spidsen.

Historien om den russiske prinsesse, Anastasia, der muligvis overlever drabene på den russiske tsar-familie er klassisk, og om noget en historie om identitet - falsk eller ægte som Boyne fortæller i The House of Special Purpose som dog er den af hans romaner, jeg har brud mig mindst om.

Historien om drengen i den stribede pyjamas blev filmatiseret som en ren tåreperser, og Boynes opfølgning om livet efter krigen for storesøsteren er en historie om at finde en ny identitet, når ens fader er naziforbryder.

I en af de nyere romaner - The Echo Chamber - bliver der gjort godt grin med vores alles identitet i en tidsalder, hvor vi lever vores liv offentligt på de sociale medier, og påtager os identiteter, der forbedrer og glorificerer os. 

Water er første del i en serie af fire bøger, der baserer sig på de fire elementer. Det opdagede jeg ved afslutningen, og det ærgrer mig altid en smule, da jeg så skal vente lang tid på de næste. Dog er det en overkommelig lille roman, så måske følger de hurtigt efter. Boyne er jo ret produktiv!

Vanessa Carlin er tæt på halvtreds, da hun ankommer til en øde irsk ø, hvor hun straks ændrer sit navn til sit mellemnavn og ungpigenavn - Willow Hale. Hun har lejet et lille hus, hvor hun håber at kunne finde fred og undgå at blive genkendt.

Stille og roligt åbner hun op for læseren gennem sin indre monolog om årsagen til dette eksil. En mand, der sidder fængslet for pædofili og hendes mistanke om, at deres egen datter var en af de misbrugte børn. Et svar hun ikke kan få, da datteren druknede i en selvmordsulykke.

Øen er stedet hun kan hele; men den er også omgivet af vand - og vand er farligt, ved hun nu. En af øens unge mænd frygtes på et tidspunkt druknet - også selvmord af årsager, der kan drive unge mennesker ud over kanten.

Vandet bliver både helingen, men det er også fareelementet, som hun skal overvinde. Hendes møde med de indfødte bliver også en konfrontation med alle de dæmoner, hun bærer på - hun både tilgiver og fordømmer i processen.

Det er kort roman med mange tunge emner, men Boyne formår både at fortælle dem og afrunde dem uden at noget bliver forhastet. Desuden har jeg på fornemmelsen, at Willow/Vanessa dukker op i den efterfølgeren, som er elementet jord, og allerede er udkommet. Nu venter jeg bare på, at den lander på biblioteket.