A History of Loneliness - John Boyne

• Engelsk
• 28.-30. august
• 480 sider
• Dansk titel: Ikke oversat?

Først læste jeg John Boyne måske lidt ved et tilfælde helt tilbage i 2012; en fantastisk bog om de to venner, der kommer i krig; og med en tragisk slutning. I 2018 læste jeg Cyril Averys hjerte, som om muligt var endnu mere utrolig... rørende, barsk men også morsom. Og for nogle måneder siden hans seneste roman. Det var så der, jeg besluttede mig for proaktivt at gå efter flere af de ældre romaner og nu er nogle bestilt hjem.

Der er visse fællestræk i alle Boynes romaner - indtil videre.

Boyne er homoseksuel, og netop homoseksualiteten er et ret gennemgående tema  i romanerne. Et andet typisk træk er, at der ingen happy end er; ofte er det tragisk og det er personer, hvis liv aldrig bliver levet til fulde grundet forskellige hændelser. Der er en masse bitterhed og fortrydelse, når det er for sent.

I denne roman fra 2014 er ingen undtagelse; begge regler gælder mere end nogensinde.

Odran Yates er født i Irland i 1955; et yderst katolsk land, som man jo ved - og hvor kirken og præsterne nyder en enorm magt og respekt i samfundet. Odrans far dør, da han er meget ung - omstændighederne her er også traumatiske for den resterende familie - og nu mener moderen pludselig, at hun har fået en åbenbaring: Odran skal være præst!

Som 17-årig sendes han til seminariet; ingen bekymrer sig om dette virkelig er vejen han vil gå - ligesom han er sammen med en masse unge drenge, som deler hans skæbne. Ofte var det meget børnerige familier, som ikke kunne ofre uddannelse på så mange børn - og familiegården kunne jo ikke splittes op i det uendelige. Så var det jo nemt at give et par børn til kirken, som sørgede for kost og logi ... for livstid!

Men de egner sig ikke til det liv, og nogle gør oprør. Ofte forgæves, For andre kommer det til at betyde, at de forbryder sig på samtlige etiske regler og ikke mindst de unge drenge, de kommer i forbindelse med. Fra slutningen af 1980'erne begynder skandalerne at rulle. Det har vist sig, at tusinder af børn er blevet misbrugt i en omfattende skandale, hvor Kirken ofte forsøgte at dække over de skyldige ved at flytte dem til nye menigheder eller true forældrene til at trække anmeldelser tilbage.

Boynes historie om Odran er netop denne historie; Odran bliver præst og vi følger ham i mere end 40 år. Kapitlerne springer frem og tilbage i tid, og derfor fornemmer man på en helt speciel måde den gru, det ender med at blive, da Odran opdager, at hans bedste ven fra seminariet er hovedmistænkt i en sag. Tom er ikke nødvendigvis homoseksuel - han er fanget i et system, hvor præster ikke må gifte sig, og hvor det har syntes som den eneste måde af få afløb - og ikke aflad - på.

Inderst inde fornemmer Odran jo godt, at alt ikke er som det skal være - men omfanget af rædslerne går først op for ham meget sent. Og så er der det moralske dilemma, som også blev skæbnen for Tristan i The Absolutist - han er endt med aldrig selv at leve for at undgå opmærksomhed, undgå at skulle tage stilling og fordømme. Er han så en større kujon en den pædofile? For han vidste jo måske, hvad der foregik men gjorde intet?

Boyne er særdeles hård mod pave John Paul II; han havde absolut ikke en pletfri rolle i at få opklaret skandalerne. Han undgik den helt store konfrontation, og først i 2010 udsendte den nye pave Benedict XVI en officiel undskyldning til ofrene. Men var det too little too late?

Historien indeholder også en episode i Vatikanet, som får Odran helt tæt på valget af to nye paver; nemlig i 1978, som senere blev kendt som året med de tre paver. Det er nok den del, jeg mindst kan lide. Jeg bryder mig aldrig om, når en forfatter skal have en protagonist til at spille en central rolle i en reel historisk begivenhed, hvor det jo er åbenlyst, at vedkommende ikke kan have været tilstede. Men historien fungerer selvfølgelig til at underbygge også Odrans karakter - hans svaghed, hans manglende mod som ung mand - som bliver til hans evigt manglende mod.

Det var en helt absolut utrolig bog; en barsk fortælling om både de pædofile præster; men også om konsekvenserne for Kirken og de præster, som nu bliver spyttet på på gaden - for de må jo alle være ens! 

Boyne overrasker mig gang på gang; for selv om der er de fælles temaer, så er historierne hver gang i en ny tid, et nyt sted og så forskellige - men alle umådeligt gribende.