Sunday, August 9, 2020

Last Tango in Paris - Robert Alley



























  • Engelsk
  • 9. august
  • 256 sider

Jeg rammer igen og igen bunden af bunkerne; eller jeg kan ikke lige finde den rette bog, der rammer det jeg har lyst til. Så i går gik jeg i reolerne, og fandt denne, som jeg aldrig har læst. Jeg ved ikke, hvor jeg har den fra - som regel skriver jeg navn og dato i mine køb; men det er vel nok fra et loppemarked, da den er fra 1973!

Bogen er i dette tilfælde kommet efter filmen; forsiden er temmelig sigende for perioden - og ikke mindst reflekterer den jo glimrende filmens handling, som chokerede så mange for snart 50 år siden.

Det skulle efter sigende være Bertoluccis erotiske fantasier, der lægger til bund for handlingen; og optagelserne fik vidtrækkende konsekvenser for den unge skuespillerinde, Maria Schneider men også Brandos forhold til instruktøren.

Jeg har kun set små klip fra filmen; jeg ved ikke, om jeg reelt har lyst til at se den hele. Bogen er selvfølgelig noget anderledes, idet man får mere indblik i personernes tanker og følelser. Dog er den skrevet ud fra filmen, og det mærkes - hvert kapitel er tydeligt en scene med åbning og afslutning i et bestemt univers.

Og så er der jo erotikken! Den kommer man ikke udenom; filmen blev bandlyst i Italien og en lang række andre lande, og først tilladt igen i 1987. I dag ville den jo skabe et ramaskrig af indignation med forholdet mellem den ældre mand og den unge kvinde, og ikke mindst den berømte voldtægtsscene.

Men det er jo også et seksuelt eksperiment - en leg mellem to mennesker, hvor pigen i begyndelsen er fascineret af faren; af det ukendte og spændingen ved denne sensuelle ældre mystiske mand, som er så langt fra hendes konventionelle forlovede. Det er også en stærk kvindefigur, som jo i sidste scene selv tager ansvar og dræber ham, da han vil væk fra anonymiteten og kende hendes navn.

At læse det har uden tvivl en anden effekt end at se det på et stort lærred. Scenerne er der selvfølgelig i beskrivelse; og det er voldsomt - men uden billederne kan man det nemmere synes jeg.
Der er dog ingen tvivl om, at filmen havde alvorlige følger for skuespillerne - selv en Brando, som var voksen og nok havde set lidt af hvert allerede. Det kan nok sammenlignes med noget af det vores egen Lars von Trier har præsteret. Den måde instruktøren bruger skuespillerne til at udleve egne fantasier, som han er for svag til at se i øjnene eller udleve selv. Det er dybt perverst netop fordi man benytter og udnytter andre til at agere for en selv. 

Det er ikke en smuk bog at læse; dog er den næppe heller så grum som filmen - og selve præmisset med mødet mellem de to fremmede har en relevans som historie synes jeg. Det er en spænding man absolut kan forholde sig til. 

No comments: