Silken - Alessandro Baricco

• Fransk
• 10. august
• 121 sider
• Fransk titel: Soie

Jeg vendte tilbage til endnu en af mine favoritter; Baricco opdagede jeg med denne roman for mange år siden - den udkom i 1996, og jeg læste den første gang lige efter. Siden har jeg læst den et par gange - og pludselig fik jeg lyst til at genlæse den. Det er perfekt til en aften, og sproget og Bariccos finurlighed er i denne roman på sit højeste.

Efter at have læst stort set alle hans romaner, stoppede jeg til sidst - den sidste kunne jeg slet ikke fordøje; efter ellers at have været i ekstase over fx Mr Gwyn eller Denne historie. Jeg ved ikke, om jeg igen vil kaste mig ud i hans univers; men så kan jeg til gengæld genlæse nogle af favoritterne.

Silken handler om franskmanden Hervé Joncour, som rejser den lange vej til Japan i årene 1861-1865 for at købe larveæg. Dem transporterer han igen den lange vej retur til den lille franske landsby, som lever af at producere silke. Det er en barsk rejse og tager ham flere måneder hvert år. Hver gang frygter hans hustru, at han ikke kommer hjem. Ikke af skræk for, at han dør undervejs - men fordi hun fornemmer ganske tydeligt, at der er sket noget derude i Japan. En anden kvinde har taget pladsen i hans hjerte.

Det er ganske rigtigt; og det får langtrækkende konsekvenser. Mere skal ikke afsløres her! Det er poetisk smukt skrevet; som fx rejsen til Japan. De fire gange den beskrives er den ord for ord identisk... næsten! Man kunne fristes til at springe let hen over det; for det er jo den samme beskrivelse af vogn, sejlads, tog osv, som sidste gang. Men hver gang han skal krydse Baikal-søen ændrer denne navn. "De lokale kalder den..." Og så skifter det far at være 'Havet' til 'Dæmonen' til 'Den sidste' til 'Helgenen'. Fordi Joncour og hele livet forandrer sig hver gang.

Den bedste anbefaling er måske Bariccos egne ord, som forklarer bogen:  

"Dette er ikke en roman, Heller ikke en fortælling. Det er en historie. Den begynder med en mand, som krydser verden og slutter med en sø, som er der, bare sådan, på de blæsende dage. Manden hedder Hervé Joncour. Søen ved man ikke, hvad hedder.

Man kunne sige, at det er en kærlighedshistorie. Men hvis det kun var det, så ville det ikke være værd at fortælle den. Der er også begær og lidelse i denne historie. Den slags som man kender udmærket, men som man aldrig kan finde ord til at beskrive. Og under alle omstændigheder er det ikke kærlighed. (Det er nemlig meget gammelt. Når man ikke har ord til at forklare noget, så bruger man en historie. Sådan har det fungeret i århundreder.)

Alle historier har deres egen musik. Denne har en hvid musik. Det er vigtigt at sige netop dette, fordi de hvide musik er en underlig musik. Foruroligende nogle gange; den spilles sagte og den danses langsomt. Når den spilles godt, er det som at høre stilheden, og dem der danser den guddomeligt; dem kigger man på og synes, at de slet ikke bevæger sig. Det er forfærdeligt svært hvid musik.

Der er ikke meget mere at tilføje. Måske skal man præcisere, at historien foregår i det 19. århundrede: bare så man ikke forventer at finde flyvemaskiner, vaskemaskiner og psykologer, Den slags er der ikke her. Måske en anden gang."