- Engelsk
- 22.-23. august
- 256 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Jeg blev meget fascineret af den totalt gyldne forside; og titlen - og det faktum, at det var en ghanesisk forfatter. Den slags kan man lade sig narre af!
Debutromanen fra den unge ghanesiske kunsthistoriker er meget rost; jeg var faktisk også meget begejstret i begyndelsen - men desværre haltede det lidt mod slutningen.
Maya bor i Tyskland med sine forældre; hendes far er læge og hendes mor en flamboyant kvinde, der ofte intimiderer sin datter. Moderen siger, at hun er prinsesse - men familiens titler og værdier blev frataget dem, da Ghana blev uafhængigt. Der er i dag stadig kongedømmer i visse dele af landet - men landet som helhed er jo i dag en republik.
En dag kommer hendes fætter Kojo til dem, og han forklarer hende, at de skal generobre og genfortælle deres lands historie. Den historie som kolonialisterne tog fra dem; og som bliver Kojos endeligt. Han bliver besat af traditionerne, og forfædrene, som stadig lever i ham.
Det er ret rodet egentlig; frem og tilbage mellem Tyskland, England og Ghana - et klart forsøg på at illustrere den identitetskrise, som er en realitet for mange, der vokser i Europa langt fra deres lands traditioner.
Men trådene samles ikke helt til sidst; og der løbes alt for hurtigt hen over nogle vigtige handlinger, som om, at nu skal det bare afsluttes. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have været en meget smuk roman.
2 comments:
Denne beskrivelse af bogen af Taiye Selasi fik mig til at tænke på gymnasiets litteratur-antologi, hvor man kun fik uddrag af de store forfatteres store værker og så måtte "gætte sig til resten" ud fra noter eller indledninger. Jeg husker ikke så nøje hvordan bøgerne var indrettet, men fx. Jørgen Stein af Jacob Paludan var repræsenteret med et kapitel, hvor han er i en robåd og hans livssituation og forløb bliver symboliseret ved de ting han siger eller tænker og hvad der ellers er at sige om den robåd.
Her med The God Child kunne man måske nøjes med at læse begyndelsen! hvis den altså bare i nogen grad hviler i sig selv. Men det er jo det du siger, den ikke gør, løse ender - no go.
Donald,
Den metode husker jeg ikke fra min skolegang - det virker lidt synd kun at læse noget af et mesterværk. Det var dette nu ikke!
Men man kunne sagtens have nøjes med at læse en del af bogen; dog ville det stadig ikke give mening, synes jeg? For hvorfor så tage hul på en historie, man ikke fuldender? Det er muligt, at hun skal have tid til at udvikle sig som forfatter - det virker snarere som om hun kørte træt i projektet undervejs. Men det må et forlag jo kunne se og korrigere, skulle man mene.
Post a Comment