Pierre-Auguste Renoir, mon père - Jean Renoir

• Fransk
• 11.-20. august
• 512 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

At skrive en biografi om sin egen far kan jo være farligt - for er man ikke lidt farvet af sin beundring (eller i visse tilfælde det modsatte). Ikke desto mindre er denne biograif af Renoir fantastisk på alle mulige måder.

Den er skrevet i 1962, da Renoir havde været død i 43 år. Da var sønnen selv 68 år gammel, og man må antage, at ungdommens næsegruse beundring er passeret. Det skriver han da også selv - han blev såret i 1. Verdenskrig, og kom hjem til faderen på rekonvalescens - og der snakkede de to i dager og uger. Jean Renoir tog noter, men gjorde ikke mere i mange år; han forfulgte sin egen karriere som filminstruktør, og skrev den muligvis, da han selv blev bange for ikke at kunne nå det?

Det er ikke kun en historie om malerierne; det er en historie om Frnakrig og ikke mindst Paris helt tilbage til Renoirs aner. Maleren Renoir var født i 1841 - og hans bedsteforældre havde jo oplevet den franske revolution - den er jo pludselig ikke langt væk, når man tæller et par generationer tilbage. Mine egne bedsteforældre var født i 1904 og 1911 - og deres bedsteforældre havde jo også kendt til en helt anden verden end os.

Det er levende beskrivelser af et Paris, som man slet ikke kan forestille sig - hvor Montmartre stadig var 'udenfor' voldene, og en landsby man næsten måtte rejse til. Alligevel tiltrak det jo allerede dengang kunstnerne - for lyset ned over Paris var så smukt.

Det mindede mig lidt om Woody Allens film, hvor de farer rundt i Montmartre om natten med Picasso, Modigliano osv. i den ene tidslomme - for pludselig at hoppe endnu længere tilbage til den anden tidslomme med Degas, Toulouse-Lautrec osv. 

For det var jo en gruppe af frontløbere med impressionismen; de tog de første opgør med kunstens principper - som Chauveau også glimrende beskrev i sin bog om Manet. Deres billeder blev ikke accepteret til den årlige udstilling; ergo lavede de deres egen udbryderudstilling - og i bogen gengives flere artikler fra samtidens presse, som anmelder dem. Det er jo helt grotesk at læse den slags i dag; ligesom det er grotesk, at Louvre og den franske stat afviste en større malerisamling (fra denne gruppe kunstnere), som blev testamenteret til dem. Alle disse malerier blev i stedet solgt, og kun ganske få af dem findes i dag i Frankrig. En hel kulturarv, som nu primært er på amerikanske mindre museer.

Renoir måtte også kæmpe - han var fattig i årevis, og giftede sig første ret sent; han blev far til sit sidste barn som 60-årig; men var en temmelig ungdommelig far. Han havde dog mange principper om løst og fast; børnene - alle drenge - skulle have langt hår til at beskytte deres hoveder mod fald. Han var imod luksus - men hvis man var rig, så var det ens pligt at fremvise al den luksus. Han var imod industrialiseringen men foretrak det gode gammeldags håndværk.

Hjemmet var et evigt kollektiv, hvor hans muser levede sammen med familien - eller der altid var venner på besøg. De rejste til Provence om sommeren, og han malede meget i Bretagne. Men det er også fortællingen om sygdommen; han var stadig kun midaldrende, da han blev ramt af gigt. De sidste år sad han i kørestol - der findes en del fotografier, hvor man ser en tynd og afkræftet mand; men han malede til sin allersidste levedag. Det var smertefuldt, og det var besværligt - men det var vigtigt.

Det er en fantastisk bog; den er virkelig kompakt - blot fire kapitler til over 500 sider - og der er absolut ingen kunstpauser. Det var måden at skrive på i 1960'erne; men det gjorde det til et enten-eller projekt for mig. Man kan ikke bare lige snuppe et kapitel her og der; men da jeg så tog mig tiden til at fordybe mig, kom jeg til et Paris jeg både kunne genkende og slet ikke forestille mig.