Byens spor 3 - Lars Saabye Christensen

• Dansk
• 4.-8. august
• 535 sider
• Originaltitel: Byens spor 3

Det blev jo desværre hverdag, og der var færre læsetimer i døgnet. Ikke desto mindre væltede jeg ud af sengen om morgenen for om muligt at kunne nå at læse 20-30 sider inden jeg begav ind på Coronahjemmekontoret. Tredje og sidste del af trilogien om Oslo er præcis så vanedannende som de to tidligere.

Vi starter med et kort blik i 1965, hvor fire drenge, som identificerer med Beatles er på narrestreger ude ved havet. Der finder de noget efterladt tøj på en strand, og det viser sig at tilhøre Bjørn Stranger - stedsøn af Margrethe Vik (Hall), som er Majs veninde. Han har begået sevlmord, og de må fiske ham ud af vandet. Bjørn boede en tid i den tomme lejlighed ovenover familien Kristoffersen; og Jespers ven Jostein belsutter sig senere i romanen, at han vil flytte derind. Da han roder rundt i de få efterladte ting, finder han beviser for at Bjørn skulle være Granatmanden, som huserede i Oslo på netop dette tidspunkt.

Og netop denne indledning varsler en anden tone i det afsluttende bind. De fire drenge er protagonister fra en langt tidligere roman fra forfatteren, nemlig Beatles. Den har jeg ikke læst, så jeg ved ikke om præcis denne handling er taget direktre fra denne roman; men forfatteren begynder at lege lidt med os. Han er selvfølgelig stemmen fra prologen, og tredje bind er en del autofiktion.

Lars Saabye blander sig i historien; med sin egen historie om, hvordan han under skriveforløber fik konstateret kræft - og faktisk tror, at dette bliver hans sidste roman. Endog at han måske ikke når at gøre den færdig. Han filosoferer over sin rolle som dukkeholder, og hvorvidt hans personer lever uden for ham og hans vilje, eller om han reelt kan hive dem tilbage i det spor, hvor han gerne så dem. For nogle af dem irriterer ham med deres handlinger! Da vi når frem mod starten af 1970'erne er omdrejningspunktet jo EF-afstemningen, og hippierne er i fuldt flor.

Maj er smådeprimeret og irriterende; datteren Stine er i en oprørsperiode mod moderen og samfundet, og flirter med venstreorienterede fyre, som i sidste ende viser sig ikke at have nogen handlekraft eller holdninger. Jespers ven Jostein kæmper stadig for at blive rig, og drømmer stadig om Stine. Men han bliver også den, der tager hånd om alle de andre. Kvinderne i Oslo, som hver især kæmper med deres - pludselig viser han fornuft, men også livsvisdom.

Og endelig vender Jesper hjem. Det er dog ikke ude foran døren med en buket blomster - og det river op i en masse ar, og de skal alle til at forholde sig til den nye Jesper efter mere end 11 år. Hvem er de i forhold til ham - meget er sket siden da.

Romanen rundes på den smukkeste måde helt tilbage til indledningen fra første bind; og jeg måtte knibe en tåre til sidst indrømmer jeg. Det var virkelig et stort værk - autofiktionen kan man nok enten lide eller ej; det tager dog på intet tidspunkt over og fylder for meget, og det giver en særlig nostalgi og smerte, som passer til netop disse menneskers historie.