Wednesday, October 17, 2007

Cette histoire-là - Alessandro Baricco


Jeg er jo en fan af Alessandro Baricco - og det ærgrer mig, at jeg ikke kan læse hans bøger på italiensk, hvor det må være som at flyde gennem ordene. Jeg opdagede ham først med Silken, som uden tvivl er én af de smukkeste bøger jeg har læst i mit liv - og som jeg kan læse igen og igen. Den er ved at blive filmatiseret, og det ved jeg nu ikke rigtig, hvad jeg synes om... jeg tror poesien vil gå tabt. Men det er jo en anden historie ....
Derfor var der ingen tvivl om hans seneste bog, som lige er udkommet i den franske udgave. Den er anderledes end hans andre bøger - og alligevel ikke, det er hans helt egen skrivestil.
Den handler om den lille dreng, Ultimo, hvis far i starten af det 20. århundrede et grebet af opfindelsen af bilen. Han begynder at køre motorløb sammen med en rig greve, som er fascineret af den lille drengs særlige aura - 'guldskyggen'. Senere følger vi ham under 1. verdenskrig, i 1920'ernes USA hvor han er omrejsende klaversælger, til motorløb i Italien efter 2. verdenskrig og til slut i England i slutningen af 1960'erne.
Men pånær det første afsnit er alle de andre skrevet af mennesker, som har mødt Ultimo - og ofte bliver det ikke direkte sagt, at det er ham, det handler om. Men man forstår det ud fra beskrivelserne. Kronologien er også springende, idet hvert kapitel 'afslutter' denne persons syn på Ultimo - pånær en enkelts...
Ultimo har en drøm - han vil bygge en racerbane. Han er fascineret af linier og kurver, og alt bliver i hans øjne omdannet til linier... en kvindes nakke, en gaffel stjålet under krigen, osv. Hans bane skal være den optimale bane - som indeholder alle disse ingredienser fra hans liv. Bilerne interesserer ham ikke - de har haft for stor indflydelse i hans liv.
På mange måder er der de samme ingredienser som i 'Silken' - et brev, som ændrer et - flere - liv. En passion, som overskygger alt andet. En personificering af naturen, som søen i Silken, som ændrer navn for hver gang den krydses. Men 'Denne historie' er skrevet i flere forskellige stilarter - afhængig af personen, der betragter Ultimo. Og i kraft af dette stilskift får man et tydeligt portræt af disse personer uden, at det er beskrevet fra Ultimo's syn.
Og derfor læses denne bog også præcis som han forestiller sig livet som en racerbane - nogle steder lige ud og hurtigt, andre steder med lidt forhindringer, som kræver tid - for til sidst at bruse i mål.... og være helt forpustet og overvældet lige over målstregen.
---------------------------------------------------------------------------
Alessandro Baricco est pour moi incontournable depuis la découverte de 'Soie' - un livre si poétique, poignant et symbolique que j'ai relu plusieurs fois et dont je ne me lasse jamais. C'est un tel auteur qui donne envie de pouvoir lire en italien - puisqu'une traduction perd toujours un tout petit peu....
Son tout dernier livre - Cette histoire-là - vient de paraître en français. Il est différent de ses autres romans - en tout cas de 'Soie' et de 'Novecento', plus proche de 'City' certes.... mais toujours époustouflant. L'histoire commence au début du 20ème siècle avec le petit garçon, Ultimo, qui va regarder sa première course d'automobiles avec son père passionné de cette nouvelle découverte technologique. Les automobiles et les courses joueront un rôle importants tout au long du livre - mais comme la cause et non le but.
Le livre suit Ultimo à travers sa vie - mais vu à travers les gens qui l'ont connu. Des tranchées de 14-18 aux années 1920 en vendant des pianos en Amérique. De retour en Europe après la 2ème guerre mondiale et en finissant en Angleterre fin des années 1960. La chronologie saute parfois puisque chaque personne raconte son histoire. Il y en a qui sont plus ou moins importantes dans l'ensemble, mais chaque partie est écrite dans un style bien distinct qui décrit autant la personne qui la raconte.
Ultimo a un grand rêve dans sa vie - construire le circuit de course parfait. Tout pour lui se transforme en lignes et en courbes. L'épaule d'une femme, la route pour aller voir son père à l'hopitâl après un accident d'auto, le front d'un père en chagrin.... et il veut reconstituer toutes ces pièces en son circuit.

Comme dans Soie il y a cette manière de décrire la nature avec des mots 'humains', il y a les mots qui changent un destin, une vie.... une grande poésie.

Et finalement ce livre se lit comme on roule sur un circuit - avec des lignes droites où ça avance vite, avec ses dos d'âne où il faut faire attention et avec une fin de course où on arrive essoufflée.

No comments: