Beyond the Door of No Return - David Diop

 

• Engelsk
• 22.-23. juli
• 256 sider
• Originaltitel: La Porte du voyage sans retour

Det er altid lidt svært at finde den rette bog, når men netop har været helt opslugt af en anden, der stadig sidder i én. Jeg har tidligere læst Diops debutroman indenfor fiktion, som var helt utrolig og gribende. Jeg ville jo have foretrukket at læse denne på originalsproget fransk, men nu fandtes den på biblioteket på engelsk.

Diop er fra Senegal, men bor i Frankrig, og hans romaner spreder sig derfor over begge lande.

Denne gang er vi længere tilbage i historien og følger et fiktivt kapitel i den særdeles reelle person Michel Adanson. Han var botaniker i det 18. århundrede, og rejste som helt ung til Senegal for at studere landets fauna og flora. Han tilbragte mere end fem år i landet, og så slavehandlen på nært hold; Frankrig forbød først slavehandel i 1794. Han arbejdede for at undgå brug af slaver i sine naturvidenskabelige projekter, og skrev blandt andet i sine erindringer: "Hvis [de sorte] er slaver, ved jeg udmærket godt, at det ikke er ved guddommelig dekret, men fordi det er passende at mene det for at fortsætte med at sælge dem uden anger."

Historien starter, da han dør i Paris i 1806, og efterlader sine ejendele til datteren. Hun finder en notesbog, hvori han fortæller historien om en oplevelse, der satte sig dybe spor i ham. Under sin rejse rundt i Senegal hører han om en ung kvinde, Maram, der blev taget til fange og sandsynligvis solgt til slavehandel. Men nu får de i hendes landsby besøg af en mand, der fortæller, at hun er vendt tilbage. Det er uhørt! Ingen vender tilbage tre år efter turen over Atlanten i bunden af et slaveskib.

Så Adanson beslutter sig for at finde denne kvinde. Han beguver sig ud på rejsen fra Saint Louis til landsbyen, hvor hun bor og han finder hende. Han forelsker sig i denne gudesmukke sorte kvinde, men først og fremmest lytter han til hendes historie. Det ender tragisk på Gorée-øen ud for Dakars kyst, hvorfra slaverne udskibes. Her findes den dør i guvernørens palads, hvorfra de skubbes ned i små joller, der sejler dem ud til slaveskibene. En dør, jeg selv har set, og som er blevet et pilgrimssted for mange. Især dem, der kan spore deres aner til kontinentet.

Jeg er dog lidt splittet i forhold til romanen. Jeg synes den er lidt for let. Selve indledningen med datteren tjener faktisk intet formål og afrundes ikke ved slutningen. Blot en undskyldning for at komme i gang! Dernæst er karakteren lidt for overfladisk til rigtig at træde frem selvom hans syn på den hvide mand præciseres ligesom hans mistro overfor den afrikanske animisme, som vel var typisk for tiden.

Der er en del elementer af den animisme, som Adanson hører i Marams historie - og som læser ved man jo heller ikke til sidst, hvor meget han reelt har oplevet. Dette er i og for sig irrelevant, da det under alle omstændigheder er fantasifuldt men som helhed balancerer historien ikke ordentligt i forhold til hovedtemaet desværre. Dog var det en god anledning til at mindes mine mange fantastiske rejser til Senegal selv med oplevelsen fra guvernørens palads i hukommelsen. 

"Fra denne dør til en rejse uden tilbagevenden gik de, deres øjne rettet mod lidelsens uendelighed."