Frère d'âme - David Diop

 

• Fransk
• 5. juli
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den franske litterære Goncourt-pris findes siden 1988 også i en udgave for gymnasieelever - og vinderen vælges ikke af professionelle som tilfældet er for "voksen"-prisen, men af ca. 50 skoleklasser i aldersgruppen 15-18 år. De har halvanden måned til at læse de nominerede romaner, og vælger derudfra en vinder. I mange tilfælde er det også romaner, som vinder andre priser; for det er langtfra børnebøger, der vinder. Af de 33 vindere indtil videre har jeg læst 14, og et par stykker er absolut nogle jeg skal læse, når de kommer i paperback-udgave.

Diop vandt prisen i 2018, og den er i paperback nu - men også tilgængelig på danske biblioteker i den lækre store udgave. Den er oversat til engelsk, og var således den første franske roman til at vinde Man Booker-prisen.

De senegalesiske skytter var en særlig enhed i det franske militær fra 1857 til 1958 - og kort efter var det slut med europæisk kolonialisme på det afrikanske kontinent.

Under 2. Verdenskrig var det således en halv million mobiliserede soldater fra Afrika ud af en hær på 5 millioner - 10% af det totale antal; og tabene ligger ligeledes omkring de 10%. Det var mange menneskeliv for en krig, der ikke vedkom dem og som primært foregik langt væk hjemmefra.

Under 1. Verdenskrig, hvor vi er i denne bog, var der alene fra Senegal omkring 28.000 soldater, der mistede livet i skyttegravene i Belgien og Frankrig.

Alfa Ndiaye er kun tyve år gammel, da han ser sin ven Mademba Diop blive ramt i no mands land; i timer ligger han derude i mudderet sammen med vennen, der har maven åben og tarmene flydende omkring ham. Mademda tigger og beder ham om at gøre en ende på det; men Alfa vil ikke være en morder i forhold til vennen. Han ender dog med at gøre det; men mest af alt sætter det gang i noget i ham.

Efter Madembas død ændrer han sig; han vil finde den soldat, der har dræbt vennen - og som trofæer skærer han deres arme af og bringer den tilbage mens den afskårede arm stadig har deres våben i hånden.

I starten griner de andre lidt af det; men pludselig bliver de bange for ham og hans såkaldte afrikanske troldkræfter.

Der er ingen tvivl om, at Alfa er ramt af akut og massiv PTSD - som vel stort alle, der var i en skyttegrav; men det kendte ingen til dengang.

Og værre må det have været for disse senegalesere, som endte i et land, hvor de ikke talte sproget men skulle ofre deres liv. De vidste jo, at de var kanonføde og at man ikke anså dem for rigtige mennesker på mange andre punkter. Da Alfa bliver taget ud af skyttegraven, og indlagt på et psykiatrisk hospital kan han således ikke tale med nogle, Og det leder blot til flere misforståelser, og total galskab.

Det er en lille og intens roman; hændelserne på hospitalet beskrives ikke i detaljer - men alligevel forstår man al den gru, der overgår Alfa. En sørgelig og vigtig roman; som vinder af en litterær pris til gymnasieelever kan jeg fint forestille mig, hvordan den kan indgå i en vigtig debat om det kapitel i fransk historie.