Veiller sur elle - Jean-Baptiste Andrea

 

• Fransk
• 8.-10. juli
• 580 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg forsøger at læse alle vindere af den fornemme franske Goncourt-pris, som gives til årets bedste roman. Processen er relativt enkel - først deltager femten romaner, som skæres ned til otte og så til fire inden vinderen kåres i november måned. Vinderen modtager den ydmyge sum af 10 Euro, men prestigen ligger i det garanterede salg, som denne pris vil give. Dette løber tit op i 400.000 eksemplarer!

Kriterierne er også enkle - det skal være prosa, skrevet på fransk og udgivet på et fransk forlag. Desuden skal den fortælle en god historie; en god fantasi og selvfølgelig være udgivet i indeværende år.

Det betyder også, at de kan variere - sidste års vinder var en relativ lille roman, som faktisk var baseret på en reel historie, men forfatteren bruger fantasien til at forestille sig, hvad der kunne være sket. Hvad nu hvis...

Til sammenligning var 2021-vinderen langt mere kompleks, og krævede noget mere af sin læser. Man er dig altid garanteret en stor oplevelse - prisen kommer ikke uden grund.

Vinderen i 2023 fandt jeg heldigvis på biblioteket, og jeg er dem virkelig taknemmelig for at indkøbe franske værker på trods af et sikkert begrænset publikum. Jeg kunne ikke længere vente på paperback-udgaven.

Historien udspiller sig i Italien fra 1904 til 1986, hvor en mand ligger på sit dødsleje i et kloster i Norditalien. Han er ikke munk, men har opholdt sig der i næsten fyrre år. Munkene passer på ham, men de passer også på hans store værk, som omgives af en del mystik i starten af romanen.

Lag for lag springer vi tilbage i tiden, og manden - Mimo - tænker tilbage på sit liv, mens han venter på det ebber ud.

Han er født i Frankrig i 1904 af italienske forældre. Faderen var skulptør, men blev dræbt i 1. Verdenskrig, så moderen sender ham til Italien. Det særlige ved Mimo er først og fremmest, at hans rigtige navn er Michelangelo - der er store forventninger til ham! Mimo er også dværg og må derfor kæmpe med drillerier, mobning osv. Indtil han møder Viola, den unge adelige, som bor i Orsini-palæet tæt på det atelier, hvor han nu arbejder.

De to børn lover hinanden evigt troskab som venner; men de kommer fra to forskellige verdener.

Historien tager os med på ikke blot deres rejse, men flere andre.

Mimos rejse til at blive en anerkendt kunstner, hvis værker pryder både Vatikanet og Mussolinis bygninger i det fascistiske Italien. Det er samtidig en rejse i den italienske renæssance, da hans inspiration netop er hans navnebror Michelangelo og ikke mindst Pietà-statuen i Peterskirken.

Deter også en rejse igennem Italiens samfundslag fra han optræder som gøgler til han indtræder i det italienske kunstakademi, og endelig forkaster den politiske elite, der finansierer ham. Violas politiske standpunkter får ham endelig overbevist.

Det er selvfølgelig deres rejse - et forhold, som er kærlighed, der aldrig fuldbyrdes. De bærer hinanden gennem kriser og kampe. Viola er anderledes end andre kvinder i tiden. Hun vil ikke begrænses, men som adelig og kvinde er forventningerne meget præcise - få nogle børn og se smuk ud!

Mimo er den eneste, der formår at se ind i hende og han personificerer dette i hans ultimative værk. Det værk, som forstyrrer og skaber debat, indtil det låses inde i det kloster, hvor han nu ligger for døden. Blot fra beskrivelserne kan man levende forestille sig, hvordan det ser ud - godt hjulpet at ens indre billeder af den anden rigtige Pietà selvfølgelig; men det virker aldrig som en parodi på den "anden" Michelangelo.

Det er en lang roman; alligevel flyver man igennem mens man krydser fingre for de to vel vidende fra starten, at der ikke er en lykkelig slutning. Så kan man spekulere over, hvorfor den får prisen - på mange måder er det jo en historie om venskab og kærlighed. Men det er også om kunst, om Italien og dens dystre perioder, om den katolske kirke og meget andet. Det er dog en stor historie og utroligt velskrevet med humor og tragedie i lige dele.