All The Broken Places - John Boyne

 

• Engelsk
• 7.-8. august
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har aldrig læst Drengen i den stribede pyjamas; men lige med den bog er jeg sikker på, at filmen er mindst lige så hjerteskærende som bogen. Efter at have besøgt Auschwitz i foråret, gør denne slags historier også et endnu dybere indtryk på mig. Nu kan jeg i en helt anden grad sætte mentale billeder til ordene.

Det er sytten år siden historien om den lille dreng og hans familie, der bor i Auschwitz-lejren udkom. Boyne besluttede sig åbenbart ret hurtigt for at følge op på den - men langt ude i fremtiden. Måske af angst for, hvordan en nummer to ville blive modtaget? Men under pandemien besluttede han sig for, at nu var det tid.

Man skal nok have læst (eller set) den første for at få det fulde udbytte; men man kan sagtens starte på denne mange år efter at have læst den første historie. Især fordi den gør så stort et indtryk - navne og personer kommer hurtigt igen.

Bogen er opbygget i tre store dele med kapitler, der kører i to kronologiske spor. Der er Gretel, der som 91-årig bor i en mondæn lejlighed ved Hyde Park i London. Hun har en voksen søn, Caden; hun er enke og selvom sønnen helst vil have hun sælger og flytter, så har hun altovervejende grunde til at blive i netop den ejendom. Vi får ikke at vide hvilke grunde dette er; ikke til at starte med - men det er en af de helt store overraskelser i bogen.

I ejendommen er der blot fem lejligheder, og nu er den i stueetagen ledig. Gretel frygter, at en småbørnsfamilie skal flytte ind. Ikke så meget for larmen; men hun kan ikke klare at se små drenge i 9-årsalderen. Det er dog netop, hvad der sker. En filminstruktør, hans unge smukke kone Madelyn og drengen Henry på ni år flytter ind. Det viser sig dog, at alt ikke er helt som det skal være i ægteskabet - og pludselig får Gretel en chance for at redde nogen. I modsætning til den sorg, skam og skyld hun har båret på i næsten firs år.

Det andet spor er den kronologiske fortælling om tiden efter krigen, hvor Gretel og hendes mor flygter til Paris. De skal for alt i verden skjule deres identitet. At være hustru og datter til kommandanten i den mest berygtede koncentrationslejr vil uden tvivl skabe problemer; selvom Gretel hævder, at hun ikke vidste, hvad der foregik. Ved man det, når man er 12 år gammel? Jeg ved det ikke; men omvendt var der mange uden for lejren, der ikke vidste det - eller ikke kunne rumme sandheden af gruen. Efterkrigstiden var dog præget af et enormt had til hele den tyske befolkning - uanset om man havde aktivt del i krigen eller ej. Gretel bliver en del af den kollektive syndebuk.

Det er ikke nemt at skjule med den løgn - og spørgsmålet om skyld - hele sit liv. Ville hun have kunnet hjælpe de overlevende eller retssagerne i Nürnberg ved at stå frem? Ville hun have kunnet leve nemmere med sin skyld ved at få aflad?

Livet er nemlig ikke nemt "på flugt"; i 1950'ernes Australien møder hun pludselig et spøgelse fra fortiden. I nutiden opdager den voldelige filminstruktør hendes hemmelighed, som selv ikke hendes søn kendte til. 

Det er måske en lidt for finurlig afslutning; men den har også mange twists, som holder en totalt fanget i historien. Jeg kunne næsten ikke sove fordi jeg skulle op og videre i Gretels liv. Det var hjerteskærende flere steder igennem historien; og man ville ønske, at hun mange gange havde truffet andre valg. Der er også nogle steder, hvor det måske går lidt hurtigt henover et par årtier; fokus er på nogle nøgletidspunkter, der definerer, hvor hun er i dag og hvorfor hun absolut vil gøre noget for Henry og Madelyn. 

Jeg får faktisk lyst til at gense filmen nu; og måske trænger jeg også til en læsepause - fem bøger allerede i månedens første otte dage er lidt meget.