Exodus - Leon Uris

 

• Engelsk
• 19.-24. august
• 608 sider
• Originaltitel: Exodus

Jeg ved godt, at denne historiske roman af mange er blevet udnævnt som den ultimative fortælling om afslutningen af Holocaust og kampen for staten Israel. Efter dens udgivelse i 1958 blev bogen den bedst sælgende i USA siden Borte med blæsten. Det var blot ti år efter Israel som nation blev grundlagt - og det var jo relativt kort efter 2. Verdenskrig og det kollektive traume, der rystede verden ikke mindst, da man opdagede, hvad der var foregået i koncentrationslejrene.

Det er da også en roman med "det hele" - de gode (jøderne), de onde (tyskerne, briterne, araberne og en hel masse andre); der er kærlighed i rigelige mængder, der er krig og drama og sorg og tab. Der er omvendelse af ideologier og en god portion verdenshistorie.

Det er i mine øjne også bogens svaghed; Uris vil nemlig fortælle jødernes historie fra start til slut. Vi starter på Cypern lige efter krigen, hvor mange jøder, der har forsøgt at nå Palæstina nu sidder fanget i flygtningelejre under britisk styre. Men den store helt, Ari Ben Canaan (Paul Newman i filmen) vil smugle dem ud af Cypern ombord på skibet Exodus.

Derudover er der den amerikanske journaist, Mark Parker, som møder sin barndomsveninde, Kitty Freeman, som nu arbejder i lejren som sygeplejerske. Kitty forelsker sig i den store helt Ari, og rejser med skibet til Palæstina.

Men hver gang Uris introducerer en person skal han lige hive os med tilbage til rødderne af jødernes historie. Så der er afstikkere til Rusland og Østeuropa tilbage til middelalderen; der er afstikkere til Frankrig med Dreyfus-affæren - og selvfølgelig en masse afstikkere til 2. Verdenskrig og lejrene.

Stort set hele den historie var der intet nyt i for mig; derudover er der nogle reelle personer som den unge Dov Landau, men også en hel del fiktive personer. Historien om skibet er opdigtet; nok var der skibe, der sejlede illegalt til Palæstina - men ikke under de samme omstændigheder, som Uris beskriver her. Den faktuelle historie i tilbageblikkene er selvfølgelig korrekt - så det hele bliver et underligt sammensurium af fakta og fiktion. Sammenholdt med den forvirrende struktur i bogen, som konstant bryder handlingsmomentet giver det en fornemmelse af, at han vil det hele men det kan han ikke få ind i en og samme roman.

Jeg læste en meget gammel paperback-udgave, som desuden var skrevet med så små bogstaver, at det var lidt en pinsel. Jeg indrømmer blankt, at jeg kæmpede mig til sidste side i ren stædighed. Det er min anden roman af Uris efter historien om oprøret i Warszawa-ghettoen, og jeg har faktisk en sidste roman liggende. Alle tre har jeg lånt af en kollega, men jeg må nok skuffe og lade den sidste være ulæst, da anmeldelserne allerede nu viser mig, at det klarer jeg næppe.

Der er ingen tvivl om, at bogen var relevant og interessant i 1958; da ville verden lære og forstå den jødiske kultur, diaspora og Holocaust. Men det er ikke en roman, der er ældet godt.