Mila 18 - Leon Uris

 

• Engelsk
• 17.-21. juli
• 576 sider
• Originaltitel: Mila 18

Jeg vil gerne læse nogle klassikere hvert år; og Leon Uris har læge stået på listen. Han er nok mest kendt for mesterværket Exodus, som jeg også har liggende i bunken, men har skrevet omkring femten romaner, mange af dem med jødernes skæbne som hovedtema.

Mila 18 foregår i Warszawa, da krigen starter. Historien bekriver livet fra flere sider. Der er den amerikanske journalist, Christophe de Monti, som bliver i byen efter den tyske invasion, da den amerikanske ambassade stadig er neutralt område. Han har en affære med Deborah; en jødisk kvinde, somer gift med Paul. Paul var inden krigen ikke specielt ortodoks, men efter at have mistet armen i krigens første dage, bliver han af tyskerne udpeget til at indgå i det jødiske råd, der skal fungere som en mini-regering i ghettoen. Selvfølgelig skal de udføre nazisternes arbejde, men de får jo også en særskilt placering i det interne hierarki.

Alexander Brandel er en af de mere ortodokse ledere; han fører også en dagbog over krigen og senere livet i ghettoen; efter sigende inspireret af Emanuel Ringelblums liv, og de papirer man rent faktisk har fundet efter krigen.

Andrei Androfski er rebellen; han vil kæmpe mod fjenden og agter ikke at lade sig kue. Han er også søster til Deborah, og har selv et forhold til Gabriela, som arbejder på den amerikanske ambassade. 

Så der er lidt fra alle fronter - og en passende mængde romantisk forvirring. Derudover følger man også krigen fra den tyske side - ikke mindst gennem den modbydelige Franz König, der som tysk minoritet i Polen nu endelig ser sin mulighed for at blive til noget, få magt - og hævn.

Mila 18 er navnet på en af mange bunkere, som skjulte de jødiske modstandskæmpere, der stod bag ghettooprøret i 1943, hvor mere end 13.000 jøder mistede livet, da de nægtede at overgive sig. De vidste jo også, hvilken skæbne der ventede dem. Men deres død under oprøret var næppe mere skånsom - men det kunne ingen død jo være.

Bogen er fra 1961, og selvom det er en evigt relevant og interessant historie, så er der nogle bøger, der ikke ældes vel.

Uris er jøde; og det skinner meget igennem i hans temmelig upartiske beskrivelser af tyskerne. Det er for meget og for ubehageligt - jeg foretrækker selv at danne mig den slags billeder og konklusioner. der er lidt for mange klichéagtige fordomme; for selv om tyskerne var fjenden, så var det jo ikke alle tyskere, der købte ind i ideologien bag nazismen. 

Jeg vil læse Exodus - det er hans hovedværk; men jeg håber den er lidt mere nuanceret end denne.