De glemte ords bog - Pip Williams

 

• Engelsk
• 22.-23. juli
• 432 sider
• Originaltitel: The Dictionary of Lost Words

Efter den lidt tunge og lange historie om ghettooprøret, trængte jeg til noget lettere. Det blev til en hurtig tur i boghandlen for at lade mig inspirere.

Det skulle vise sig at være lidt mere interessant end forsiden kunne give anledning til at tro! 

Historien er baseret på den sande historie om, hvordan det nok mest berømte engelske leksikon - eller ordbog - blev til.

Mange af de centrale personer er reelle; der er hovedmanden bag ideen og udførelsen, James Murray, som arbejdede på den fra 1879 til 1915. Alene den historie er jo fascinerende og helt ukendt for mig; man samlede små kartotekskort med citater, forklaringer eller eksempler på, hvordan et ord blev brugt. Alle disse sedler kom blandt andet fra eksterne bidragsydere, da man annoncerede i fx aviser for at få hjælp - alle var faktisk med til at skabe dette leksikon.

Sedlerne lå i bunker med elastikker efter ord eller bogstav i uendelige små huller i væggen indtil man kunne enes om, hvilke eller hvilken beskrivelse skulle trykkes. Bindene udkom med nogle års mellemrum indtl 1928; og så startede man forfra med en opdatering.

Parallelt med historien om de rigtige personer og omstændigheder er der Esme, hvis far arbejder for Murray. Hun er moderløs og tilbringer derfor mange af sine dage under bordet i sale, hvor der arbejdes med ordene. Hun udvikler en interesse og sans for ord; men opdager også, at visse ord ikke kommer med. Det er fx stødende ord eller vulgære ord - det er alle de ord, hun hører, når hun er på marked med tjenestepigen. Det er alle de ord, som den arbejdende og tjenende klasse benytter sig af; og det er det sprog, der bruges af dem som ikke kan læse og skrive.

Hun begynder selv at samle på små sedler og gemmer dem i en kuffert under tjenestepigen Lizzies seng. Hun opdager en helt ny verden - kvindernes verden; med ord, der er intime men også de ord, der beskriver kvindernes kamp for stemmeret og mere frihed i årene inden 1. Verdenskrig.

Esme er en lidt spøjs hovedperson; hun tager ikke helt form for mig - det fokuserer meget på ordene, og det kan godt blive lidt for meget snak om de små lapper. Det bliver en lidt forvirrende historie, hvor fokus ikke er på hverken det ene eller det andet. 

Det er en interessant historie om ordbogens tilblivelse; men den er sekundær i forhold til Esme.

Esme kunne være en figur, der kommer til live, men hun forbliver også lidt sekundær i forhold til ordbogen. Så det er uklart for mig, hvor fokus skal være. Endelig er jo en kærlighedshistorie - eller faktisk flere - som tager os et stort spring til 1989 i epilogen. Denne del er for mig fuldstændig overflødig, især da den pludselig bringer nogle interessante detaljer frem uden forbindelse til resten af historien - for lidt, for sent!