Vuggesang - Leïla Slimani

• Fransk
• 9.-10. december
• 256 sider
• Originaltitel: Chanson douce

I samtlige danske anmeldelser og omtaler jeg kan finde, omtales denne roman som en thriller. Det gør den ikke i Frankrig - hvor det allerede tydeligt ses af omslaget. Romaner, der indgår i den kategori har aldrig de hvide omslag, men derimod meget farvede og er som regel del af en særlig kollektion i forlagets portefølje.

Men det er nok en meget typisk forskel på dansk og fransk litteratur; det er nok også "nemmere" at sælge en fransk roman, hvis man putter thriller-etiketten på den. Men en fransk thriller ville ikke vinde Goncourt-prisen, som denne jo gjorde i 2016. Den er nu blevet filmatiseret, og lå derfor øverst i bunkerne, da jeg for nogle uger siden var i Paris.

Vi starter hårdt ud med slutningen - en lille dreng er død, og hans søster kæmper (forgæves) for livet. Barnepigen overlever på trods af de skader hun har påført sig selv - og børnenes mor, der opdagede massakren i lejligheden, er i choktilstand.

Derfor intet overraskelsesmoment; men derfra går vi tilbage til hvordan og hvorfor det kan ende så vidt.

Under min uge i Paris så jeg dem hele tiden. De fremmede kvinder, der triller klapvogne med helt lyse børn. De trasker rundt i parkerne om dagen, henter børn fra institutioner sent på dagen - efter danske forhold. Jeg så dem trætte vandre hjem mellem 18 og 19 om aftenen med lige så trætte børn. Der har de været i gang hele dagen; gjort rent, handlet, lavet mad, taget sig af børn - og så overlevere de dem sent til lige så trætte forældre, der aldrig er sammen med deres børn. Barnepigerne kan så begive sig hjem til et usselt hummer i forstæderne, og måske er deres egne børn hos bedsteforældrene på et andet kontinent. 

Paul og Myriam i romanen er unge, og med to små børn er det svært at få karrieren til at hænge sammen - og en økonomi med bopæl i centrum af Paris. De leder efter en nounou til at passe børnene derhjemme, og da de finder Louise er de ovenud lykkelige. Hun er fransk - og det er også vigtigt for Myriam med hendes maghrebinske baggrund. For hun er integreret, og vil ikke have, at hendes egne børn skal tale hendes modersmål. Hun er kommet videre i det store sociale spil - og ved at ansætte en nounou vil hun hæve sig op i en anden social klasse.

De ved ikke meget om Louise; og de forsøger heller ikke at lære hende bedre at kende. Men de er glade nok, da hun udover sine barnepigepligter også gør rent, laver mad - omorganiserer deres lejlighed... og deres liv! De roser hende for familie og venner; det er det perfekte menneske, som kan give dem lov til at leve deres egen karriereliv - og de ser stort på arbejdstimerne, som selvfølgelig ikke aflønnes.

Det er nemlig ikke en thriller; det er snarere en samfundskritik - for det er et typisk billede af mange franske familier, ikke mindst i de store byer, som må ofre tid med børnene for at få en karriere, der kan betale den lejlighed eller hus, de vil have. Det er den onde spiral!

Og selvom Paul og Myriam selv synes, at de er søde og rare, så opfører de sig jo som arbejdsgivere. Moderne slaveejere! De ser ikke Louise som personen hun er; med en kompleks fortid, som læseren får fortalt i bidder. De ser ikke, at Louise begynder at overtage familierollen - fordi hun er der, og fordi hun med tiden synes det er urimeligt, at forældrene skal have de børn, når de nu ikke vil tilbringe tid med dem.

Så der er ingen drastiske voldelige handlinger - før den sidste akt; men en stille og rolig proces, hvor Louise bliver psykisk presset af situationen, som jo er samfundsskabt. Derfor er det synd - og alt alt for nemt - at kategorisere den som en thriller. Det er barsk læsning om et samfund med stigende sociale forskelle, og en racisme bundet op i kolonial fortid.

Jeg er sikker på, at filmen vil være fremragende og fremstille denne stille kamp med finesse.