Sur les chemins noirs - Sylvain Tesson

• Fransk
• 12.-14. december
• 176 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er første gang jeg læser noget af Sylvain Tesson; men han er en gammel kending fra fransk fjernsyn, hvor man har kunnet beundre hans rejseskildringer.

Tesson er en rejsende - en eventyrer! Han har rejst siden han var i starten af tyverne, og er selvfinansierende. Han rejser primitivt uden store sponsorer, og kommer så hjem for at holde foredrag, skrive og lave udsendelser om rejserne. Tjene nye penge til nye rejser!

Som ung rejste han jorden rundt med sin barndomsven Alexandre Poussin, hvis fantastiske rejsebøger, jeg læste for nogle år siden. En anden af hans gode venner er Jean-Christophe Rufin, som er en af mine absolutte favoritter i fransk litteratur; altså når han ikke skriver krimier!

Tesson er især fascineret af Rusland og de store øde stepper i Siberien; han er desuden en ivrig forsvarer af Tibet, og klatrer jævnligt rundt på Paris' tage for at hejse det tibetanske flag. Hans seneste roman, som vandt en stor pris i Frankrig i 2019, omhandler hans rejse i Tibets bjerge for at se sneleoparden. En anden af hans rejser var en motorcykeltur fra Moskva til Invalides i Paris - en kopi af Napoleons tilbagetog 200 år tidligere - og sluttende ved hans grav.

I 2014 dør hans mor, og det er en traumatisk oplevelse for ham. Han er ude af balance i den periode, og under et ophold hos netop Rufin, vil han klatre på en mur - en øvelse, der ikke anbefales med alkohol i blodet. Det går helt galt, og han bruger flere måneder på et hospital efter et kraniebrud. Han er nu delvist lammet i ansigtet, og har mistet hørelsen på det ene øre. Det generer ham ikke synderligt - for som han selv siger, så er der for meget larm i verden. På et tidspunkt boede han et halvt år som eremit i Siberien, og ensomhed afskrækker ham ikke!

Mens han rekonvalescerer efter sin ulykke, beslutter han sig for at næste rejse skal være i Frankrig. Han vil vandre fra det sydøstlige hjørne af Frankrig ved den italienske grænse til det nordvestlige hjørne i Normandiet. Det er både en fysisk genoptræning og en mental rekonstitution oven på ulykken og tabet af moderen.

Rejsen tager 2½ måned, og undervejs skriver han denne lille filosofiske rejseberetning.

Det er både en observation over hans rejse; men også en filosoferen over det franske "bagland" - de sorte veje, som titlen indikerer, som er stier og veje, som er i det rurale Frankrig, som politikerne arbejder på at få gjort "civiliserede".

Til tider får han selskab i nogle dage af venner; men primært vandrer han alene for at bruge ensomheden og stilheden til at få gjort rent indvendigt. Der er mange (geo)politiske betragtninger; mange litterære henvisninger og refleksioner over verdens tilstand.

Det er rejse for ham, og som læser kommer man med på rejsen både fysisk og metaforisk.