Sunday, August 4, 2024

Williams befrielse - Maria Julius Hansen

 


  • Dansk
  • 4. august
  • 229 sider

En sag, der åbenbart har fyldt en del i danske medier med massiv pressedækning og en dokumentar fra 2022; men en sag, jeg ikke havde hørt om. Jeg faldt over den på biblioteket, og havde jeg fulgt sagen i detaljer havde den måske været lidt repetitiv.

Maria og Brian er unge og forelskede, da de får sønnen William i 2007. Han er en frisk lille knægt - indtil han pludselig bliver syg. Lidt småsyg snarere - ikke noget alvorligt som kræft eller lignende. Men nok til, at han skal igennem en masse undersøgelser og konklusionen er en alvorlig genfejl, som skal udredes med en knoglemarvstransplantation. Det lyder jo voldsomt, når William nu og her fungerer ganske fint - og det er det da også for den lille familie, som næsten samtidig udvides med en lillesøster.

Men operationen går fatalt galt, og William ender i en respirator som en grøntsag - som Williams mor, Maria, selv siger. Der er ingen, der kan forklare dem, hvorfor og hvad der gik galt! De render panden mod muren i et sundhedsvæsen, som ikke vil tage ansvar. Tværtimod opgiver de ham og anbefaler at slukke for respiratoren.

I 2012 er Williams forældre ikke klar til den beslutning; men alternativet er så hjemmepleje. Det vil sige konstant mandsopdækning med fremmede i huset - eller husene. For forløbet kostede også parforholdet, og William skal nu transporteres mellem to hjem som delebarn i en skilsmissefamilie.

Det er en barsk historie om de elleve år William stadig lever i respirator. En fortælling om konsekvenserne for det andet raske barn; for det nye forhold Maria går ind i - og om det etiske spørgsmål om hvornår nok er nok?

Den beslutning skal man dog være begge forældre om at tage i et tilfælde, hvor barnet er under atten år og Maria og Brian er absolut ikke enige. De skændes og enes om meget lidt; og her fik jeg det altså lidt underligt. For er det i orden at udstille den anden part så offentligt i en konflikt, hvor man kun får versionen fra den ene side? Det er et dilemma, synes jeg!

De ender dog med at nå frem til den svære beslutning, og det er en gribende beskrivelse af de sidste dage inden de slukker for respiratoren derhjemme. Der faldt nogle tårer.

Jeg har det lidt som med Mette Bording Nybos to bøger om hendes personlige historie; det er netop meget personligt og det er muligvis ikke alle parter, der har værdsat den offentlighed omkring det. Er vi som læsere så for nysgerrige på andre folks liv, når vi læser om disse skæbner? Uden tvivl! Men det appellerer også til en trang for os til at rationalisere over, hvordan vi selv ville have ageret i en lignende situation. Alligevel vil man aldrig vide det før man står midt i det - men det giver meget stof til eftertanke. Det giver desværre også en brist i tilliden til vores velfærdssamfund.

No comments: