Hudlappen - Philippe Lançon

• Fransk
• 28. maj - 3. juni
• 512 sider
• Originaltitel: Le lambeau

Philippe Lançon er en fransk journalist og forfatter; han er politisk noget til venstre for midten, og arbejder for blandt andet den franske avis Libération. Men også for Charlie Hebdo, og den skæbnesvangre onsdag morgen i januar 2015 er han med til det redaktionsmøde, der bliver afbrudt af terrorister. Han er ikke med i den inderste kreds af den faste gruppe af tegnere, som jo alle bliver dræbt. Han skriver lidt perifært for avisen, og er ikke med til alle møder - men det er han til dette.

Han bliver slemt såret. Hele hans underkæbe er skudt væk. Der er ingen kinder, tænder - et halvt ansigt er borte; og en meget lang tid venter forude.

I slutningen af 2017 - efter mere end 2½ år begynder han at nedskrive historien om denne tid ud fra de dagbogsnotater og erindringer, han har.

Bogen starter dagen inden angrebet, hvor man får det normale indtryk af et helt almindeligt liv - som de jo alle levede det den 6. januar. Selve mødet og angrebet beskrives over en ganske lang række sider - men uden at gå i morbide detaljer af respekt for de andre ofre. Ikke desto mindre forstår man, hvor voldsomt det var.

Derefter følger den lange periode med operationer, transplantationer, genoptræning - han skal lære at tale, spise, .... alt er nyt igen; og psyken er mindst lige så sønderskudt som kæben.

Lançon er - som så mange andre franske journalister - en yderst intellektuel person. Så han tager flugt i klassisk musik og litteratur for at overleve; og de referencer er også en stor del af fortællingen. Det giver et ekstra pift til det ellers lidt tunge emne, og viser ham som det menneske han var inden ulykken indtraf.

Men han viser bestemt også den mindre pæne side af sig selv, Hvordan han bliver egocentrisk og umulig, når hospitalet begynder at vise ham mindre opmærksomhed. Han er under fuld politibevågenhed døgnet rundt i starten - men en dag slutter det. Han bliver fornærmet og gal som et 5-årigt barn; og han gengiver gerne de sure mails, han sender til sin kirurg, som tillader sig at tage på ferie uden at informere ham. Faktum er, at alle har behov for at distancere sig fra ham - han er en speciel patient i kraft af omstændighederne for ulykken. Hans sag er blevet et symbol i Frankrig, men nu må de videre - og ikke glemme de andre patienter, som nu er dårligere end han er.

Hans parforhold er heller ikke nemt. Kæresten er cubaner, men bor i New York og ligger i skilsmisse. Hun er stresset, og accepterer heller ikke hans martyrrolle - så hun bliver sendt hjem igen. De finder dog sammen igen i slutningen af 2015, hvor han er i New York - og hører om de nye og endnu værre angreb i Paris i november måned.

Det er en hudløs ærlig historie om, hvad der sker i ens psyke, når kroppen er så medtaget. Bestemt også efterveerne, når han selv skal ud i byen på egen hånd igen. I metroen holder han øje med alle, der ser fremmede ud og han vedkender sig den angst og mistro, hvilket jeg synes er modigt. 

Det er absolut ikke kun en historie om klinisk behandling, selvom vi også får den del med. Det er en rejsefortælling om rejsen tilbage til livet. Den bliver næppe oversat til dansk - men for frankofile er det en smuk bog.