- Fransk
- 23.-25. maj
- 191 sider
- Originaltitel: Maigret et le clochard
Så nåede jeg til nummer tres i Maigret-serien! Og det var en virkelig god historie at "slutte" med inden jeg tager på en længere ferie - med nogle helt andre bøger.
En nat findes en vagabond i Seinen; to bådkaptajner hører hans skrig, og samler ham op - han er ikke død, men svært såret i hovedet, og ligger i koma. Maigret tilkaldes, og han kan slet ikke forstå, hvorfor nogen vil forsøge at myrde en vagabond. Et stakkels menneske, som passer sig selv under sin bro på Seinen.
Det viser sig dog, at vagabonden engang var læge og havde kone og barn. Da konen arvede en masse penge, kunne han ikke længere affinde sig med deres nye rigere liv, og gik sin vej. Han var en idealist med andre ord; og en humanist, for han tog til Gabon for at arbejde som læge. Det mislykkedes og noget gik så galt, at han nu bor under en bro. Maigret finder både kone og datter, som ikke har set ham i næsten tyve år.
Og han arbejder videre med teorien om, hvad der er sket. To mænd er set køre væk i en bil - men dem finder man hurtigt. De stod med en død hund, og da de ikke vidste bedre besluttede de at smide den i Seinen,. Det ville man sikkert ikke overveje i dag - men det gjorde man i 1962, og de går fri.
Mistanken rettes dernæst mod den ene flodbåd, som er taget videre ned gennem Seinens sluser.
Maigret knytter sig i mellemtiden til den tavse mand, der nu er vågnet fra sit koma, men ikke vil tale - og slet ikke med konen, da hun indfinder sig på hospitalet. Han vil faktisk bare gerne leve sit liv i fred åbenbart.
Selv da de mistænkte indrømmer, nægter han at vidne - og det er således en krimi uden hverken døde eller dømte, Det er en bog, der igen viser Maigrets forkærlighed for de glemte væsener her i tilværelsen. Dem, man overser i gadebilledet - men jo i en helt anden tid, hvor folk var hjemløse af andre grunde - som netop den desillusionerede læge.
Han flytter da også tilbage til sin bro, da han er frisk nok - og Maigret besøger ham naturligt nok ind i mellem. En særdeles humanistisk og smuk lille krimi!
Jeg holdt så et par dages bogpause - nu skal ferien forberedes og kufferten pakkes; og der er gode bøger med til en meget lang flytur inden jeg er retur midt juni!
No comments:
Post a Comment