- Fransk
- 13.-14. april
- 250 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Gaudés historier er og bliver de smukkeste af de smukkeste hjertegribende og utrolige fortællinger!
Blandt de sidste har der været en dansen omkring temaet døden; sørgerejsen efter Alexander den Stores død i 323 før Jesu fødsel; novellerne om dødens tilstedeværelse i vore liv - eller faktisk helt tilbage til hans langt tidligere romaner om danteske underverdener.
I denne historie følger vi lidt samme skabelon som i Ouragan, som handlede om Katrina-orkanen i New Orleans. Gaudé skriver jo normalt ikke amerikanske historier - men der handlede det selvfølgelig meget om den sorte befolkning i byen, som led langt mere end andre.
I Danser les ombres - som vel nærmest kan betyde, at man skal danse sig ud af skyggerne ... men også danse med dem - er vi i Haiti under jordskælvet.
En ung pige må tage til Port au Prince efter hendes søsters død. Søsteren var en lidt enfoldig sjæl, og var to gange kommet i ulykke og havde to uægte børn. Faderen til den første skal nu underrettes - om ikke andet så i håbet om at få lidt økonomisk bistand. Da hun kommer til hovedstaden bliver hun dog grebet af sin ungdoms frihedsfornemmelse - inden hun måtte rejse tilbage til landet for at tage sig af den svage søsters børn. Hun genfinder en gruppe af de mennesker, som hun sammen demonstrerede med for at vælte landets præsident.
Hun møder den unge sygeplejer, som også er et uægte barn; og som netop siger nej til en opgave om at blive personlig plejer for den meget svagelige unge pige, der ved, at hendes dage er talte. Alle lever de i forvejen med døden som skygge og en integreret del af deres liv på en helt anden måde end vi gør det i Vesten - fattigdommens død.
Og så rammer jordskælvet! Byen vælter fra hinanden; ind i sig selv og ned i et hul og tager dem med sig. Nogle rejser sig, og de samles og begynder at grave de hjælpeløse ud af murbrokkerne. De følges ad til et hus, hvor de kan oprette et nødtørftigt lazaret og forsøger det bedste de kan. Unge som gamle. Syge som raske. De synger og danser. Og de forsøger at redde hinanden og skræmme døden på flugt.
Endelig dør den gamle dame, der bor i huset og nu begiver de sig ud på en sørgemarch. De går gennem hovedstadens gader, som kun er oplyst af stearinlys, olielamper og andre ikke elektriske foranstaltninger. Mens de går slutter flere og flere sig til dem. De synger sammen for deres døde.
Men pludselig begynder der også at falde nogle fra. Langsomt tømmes rækkerne af marcherende, så læseren selv ikke ved, hvem der overlevede. Hvem der virkelig gravede i husene - eller var han eller hun allerede død?
Det er fuldstændigt eminent tænkt. Det er i den pureste tradition for animistisk respekt for de afdøde og sjælene, der endnu ikke har forladt jorden. Det er ganske enkelt så stærkt, at man undres over, at han igen kan gøre det.
Hans tema ER døden; til gengæld behandler han den som ingen anden nulevende forfatter kan!
I denne historie følger vi lidt samme skabelon som i Ouragan, som handlede om Katrina-orkanen i New Orleans. Gaudé skriver jo normalt ikke amerikanske historier - men der handlede det selvfølgelig meget om den sorte befolkning i byen, som led langt mere end andre.
I Danser les ombres - som vel nærmest kan betyde, at man skal danse sig ud af skyggerne ... men også danse med dem - er vi i Haiti under jordskælvet.
En ung pige må tage til Port au Prince efter hendes søsters død. Søsteren var en lidt enfoldig sjæl, og var to gange kommet i ulykke og havde to uægte børn. Faderen til den første skal nu underrettes - om ikke andet så i håbet om at få lidt økonomisk bistand. Da hun kommer til hovedstaden bliver hun dog grebet af sin ungdoms frihedsfornemmelse - inden hun måtte rejse tilbage til landet for at tage sig af den svage søsters børn. Hun genfinder en gruppe af de mennesker, som hun sammen demonstrerede med for at vælte landets præsident.
Hun møder den unge sygeplejer, som også er et uægte barn; og som netop siger nej til en opgave om at blive personlig plejer for den meget svagelige unge pige, der ved, at hendes dage er talte. Alle lever de i forvejen med døden som skygge og en integreret del af deres liv på en helt anden måde end vi gør det i Vesten - fattigdommens død.
Og så rammer jordskælvet! Byen vælter fra hinanden; ind i sig selv og ned i et hul og tager dem med sig. Nogle rejser sig, og de samles og begynder at grave de hjælpeløse ud af murbrokkerne. De følges ad til et hus, hvor de kan oprette et nødtørftigt lazaret og forsøger det bedste de kan. Unge som gamle. Syge som raske. De synger og danser. Og de forsøger at redde hinanden og skræmme døden på flugt.
Endelig dør den gamle dame, der bor i huset og nu begiver de sig ud på en sørgemarch. De går gennem hovedstadens gader, som kun er oplyst af stearinlys, olielamper og andre ikke elektriske foranstaltninger. Mens de går slutter flere og flere sig til dem. De synger sammen for deres døde.
Men pludselig begynder der også at falde nogle fra. Langsomt tømmes rækkerne af marcherende, så læseren selv ikke ved, hvem der overlevede. Hvem der virkelig gravede i husene - eller var han eller hun allerede død?
Det er fuldstændigt eminent tænkt. Det er i den pureste tradition for animistisk respekt for de afdøde og sjælene, der endnu ikke har forladt jorden. Det er ganske enkelt så stærkt, at man undres over, at han igen kan gøre det.
Hans tema ER døden; til gengæld behandler han den som ingen anden nulevende forfatter kan!
No comments:
Post a Comment