Friday, April 24, 2015

La chevauchée du flamand - Jean Diwo


























  • Fransk
  • 19.-22. april
  • 441 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Når der er historie, biografi og renæssancekunst i en og samme bog, så er man jo sikker på at kunne sælge den til mig.

Jeg har altid haft et lidt specielt forhold til den flamske maler Peter Paul Rubens. Man kan faktisk ikke besøge et museum med værker fra hans periode (første halvdel af det 17. århundrede) uden at støde på et eller flere af hans malerier. Det er ikke udelukkende de store museer - for der synes at være så fænomenalt mange værker, at man undrer sig over, hvordan manden fik tid? Ikke desto mindre, da mange jo er kvadratmeter store malerier med et utal af detaljer som det passer sig for senrenæssancen.

Men Rubens var også en mand, der udover at cirkulere ved de vigtigste hoffer i Europa, også hurtigt opfandt et nyt system at male efter. Han kunne ikke helt følge med de mange ordrer, der strømmede ind og derfor byggede han et atelier bag sit hus i Antwerpen, hvor en del unge kunstnere arbejdede med malerierne. De malede naturen, baggrundene, dyrene ... og så kom Rubens og rettede det hele til, og satte de små farveklatter, der gjorde det til hans maleri. Denne praksis var og er almindeligt anerkendt, og det gør ikke hans værker mindre interessante. Men det forklarer, hvorfor der kom så mange af dem. 

Dertil skal man jo også lige lægge, at hans elever ikke var som helst - i Antwerpen arbejdede Van Dyck blandt andet for ham og da han opholdt sig ved hoffet i Spanien, havde han Velazquez som lærling. Altså ikke uanselige malere at have som assistenter.

Bogen starter med Rubens store dannelsesrejse til Italien for at se og kopiere værker af de store italienere - Titian, Michelangelo osv. Det var også almindelig praksis at kopiere og tage med hjem - da det var eneste mulighed for at man mange hundrede kilometer væk, kunne se malerier af de store kunstnere, Han var væk i otte år, men var berømt, da han vendte hjem. 

Han malede som sagt for en del af Europas kronede hoveder - ikke mindst den turbulente Marie de Medicis; og historien er derfor afbrudt af kapitler med historien om den franske konge Henri IV og hans ægteskab med selvsamme - og hans mord. Det var måske ikke nødvendigt for mig, da det efterhånden bliver temmelig repetitivt - men for en læser uden kendskab til den del af historien giver det et flot helhedsbillede.

Rubens forsøgte sig også som diplomat - det var nemt at sende en maler ud med gaver, og under sit uskyldige dække kunne han opsnappe hemmeligheder, som kom lettere til ham, når folk poserede til hans portrætter. Han var samtidig langt forud for sin tid ved ar forlange en form for varemærkerettighed til sine ting - de måtte ikke kopieres som graveringer eller reproduceres på tallerkener og andet - han forstod til fulde værdien af sin kunst.

Absolut en dejlig bog om nogle af mine yndlingsemner - og jeg kan også varmt anbefale at besøge huset i Antwerpen; det er et fantastisk sted!

9 comments:

Rasmine said...

Ikke, fordi jeg er specielt begejstret for Rubens, men bogen lyder interessant. Jeg ved bare ikke rigtig - 441 sider på fransk! Hm. Det ville nok tage sin tid for mig at arbejde mig igennem den, men det ville vel også være en interessant måde at få samlet noget mere fransk op på. Hmmmmm ....

Nille said...

Rasmine,

Jeg blev faktisk lidt gladere for ham nu - jeg har altid været lidt irriteret og skeptisk over den masseproduktion (og potentielle manglende Rubens-pensel). Men han var jo en fantastisk opfindsom og fremsynet herre.

Hvis du skulle starte med at læse fransk igen, ville det nu dog ikke være her, jeg synes, at du skulle starte. Så skal det også være et emne, der interesserer dig meget - ville jeg mene?

Rasmine said...

Et par forslag ville være velkomne :-)

Nille said...

Rasmine,

Den er lidt svær - jeg ved jo ikke, hvor dit fransk-niveau ligger. Men jeg ville nok anbefale Camus - Le premier homme.

Eller Alain-Fournier - Le Grand Meaulnes. Endelig er der jo en af mine absolutte favoritforfattere Laurent Gaudé; hans bøger er ikke hundredevis af sider lange - men til gengæld så uendeligt smukke.

Rasmine said...

Åh nej, ikke Camus! Men tak for forsøget :-)

Jeg tror egentlig, at jeg kan læse omtrent på gymnasieniveau, selv om det er længe siden - og jeg har ikke så meget imod at slå ting op. Det er vigtigere, at jeg synes, at teksten er interessant, men det er jo temmelig umuligt for andre at bedømme :-(

Rasmine said...

Jeg blev få forskrækket over Camus, at jeg ikke fik læst resten af dit svar. Undskyld!

Efter din beskrivelse tror jeg, at Laurent Gaudé kunne være noget for mig. Murstensromaner har aldrig været mit store nummer på noget som helst sprog. En bog skal helst læses på en dag eller højst en weekend, den må meget gerne være en æstetisk oplevelse.

Jo, ham må jeg have kigget lidt på. Tak!

Nille said...

Rasmine,

Lige denne roman af Camus er faktisk mere end slags selvbiografi om hans liv i franske Algeriet som barn og ung. Det er ikke Den Fremmede og noget af det lidt mere depressive, han jo også har skrevet.

Men Gaudés bøger er nemlig gode til at læse relativt hurtigt; og så er hans sprog og hans stil bare så eminent. Men han er altså temmelig tiltrukket af døden som emne - men på en smuk poetisk måde, synes jeg.

Rasmine said...

Det ender nok med, at jeg læser en enkelt Gaudé, fordi jeg er blevet nysgerrig på grund af det, du skriver om hans stil, men hvis der er noget, der ikke inteesserer mig, er det døden.

Hvad er det med de franskmænd? Depressive og dødsfikserede ... jamen altså!

Nille said...

Rasmine,

Franskmænd dyrker det mørke - det kan vi kun blive enige om. Men Gaudé gør det på en nobel måde - det er ikke om indvolde, mord og blod! Måske skulle du prøve Familien Scortas sol - eller Dans la nuit Mozambique; det er 4 noveller på 160 sider samlet.

Jeg vil nu stadig mene, at du vil kunne lide dem!