Tuesday, April 28, 2015

Kadaverdoktoren - Lene Kaaberbøl


























  • Dansk
  • 27.-28. april
  • 331 sider


Tyve kroner for en lille krimiroman er jo totalt uimodståeligt - også selvom det var en for mig helt ukendt forfatter. Jeg kunne læse mig til, at hun har skrevet temmelig mange romaner, men også mange i fantasy-genren, som jeg aldrig bliver fan af. Deraf nok vores manglende bekendtskab.

Men jeg gav jo trods alt ikke tyve kroner ud uden grund. og bagsiden fortalte mig, at dette var en krimi, der foregik i Frankrig i slutningen af det 19. århundrede, hvor den unge Madeleine assisterer sin far, som er byens læge men ikke mindst den læge, der tager sig af de døde. Madeleine er en kvinde, der også vil frem i verden og ikke forstår kvindens rolle i det samfund, hun lever i.

Byen rammes af en række mord - først den unge Cécile, som var elev på klosterskolen. Dernæst byens præst, som vågede over Céciles lig natten efter hendes død. Og så forsvinder præstens lig! Hurtigt viser det sig, at de afdøde har små mystiske mider i næseborene - og Madeleine får en mere fremtrædende rolle i opklaringen, da faderen brækker et ben. 

Plottet involverer klosterskolen og dens elever og abbedisse; men også den underlige Emile, som er en lidt tilbagestående ung mand, som tilsyneladende har haft et forhold til Cécile. Og så er der alle ulvene - ulvene, som er klosterets skytshelgener, og som lever i et aflukke for sig selv. Men den ene ulv har været inde i klosteret og skabt rygter om urene ting. Endelig er der en ung kvinde, som lider af sygdommen Lupus - det latinske ord for ulv.

Der er absolut mangler ved historien; den er fint skruet sammen tidsmæssigt og respekterer sin tids miljø. Der er nogle småfejl i de franske ord, forfatteren benytter - og så er det som om, at plottet lige pludselig falder lidt sammen om sig selv. Men det er virkelig letlæsning også - og så er det helt fin underholdning til en tyver. At have betalt fuld pris ville have været synd - men her fungerede det som en god film et par aftener i sofaen.


No comments: