Stenkoncilet - Jean-Christophe Grangé

• Fransk
• 7.-10. april
• 414 sider
• Originaltitel: Le concile de pierre

Alle de nye Grangé-krimier er læst; så nu bevæger jeg mig kronologisk tilbage i hans forfatterskab - og de er jo alle stadig at finde uden problemer.

Ligesom den sidste jeg læste er denne krimi fra 2000 noget mere traditionel end de mere esoteriske retninger, som alle de senere jo tager. Men man fornemmer, at han er ved at komme ind på en ny løbebane.

Diane er en ung kvinde, som bærer på en hemmelighed, som afholder hende fra at have et normalt fysisk forhold til en mand. Hun forsker dyrs adfærd - især dyr, der jager bytte - og hun er lidt af en enspænder. Alligevel rejser hun til Thailand for at adoptere en lille dreng for at få lidt indhold i sit liv. En aften, da hun har præsenteret drengen for sin mor og sin stedfar, er de ude for en voldsom ulykke på vejen hjem.

Drengen ligger i koma, da en tysk læge dukker op for at fortælle hende, at dette barn skal leve - og redder drengen ved hjælp af akupunktur. Men hurtigt efter findes han død og Diane er (selvfølgelig) hurtig til at se en forbindelse til hendes ulykke. Og ganske hurtigt dræbes alle dem, hun er i kontakt med i forbindelse med sin uortodokse eftersøgning - politibetjenten, en hypnotisør, en anden kvinde, der har adopteret en lignende dreng ...

Men der er en rød tråd mellem visse af de dræbte; de er alle tidligere kommunister. Folk, der i slutningen af 1960'erne var skuffede over den sociale revolution, som slog fejl i Europa og i stedet rejste til Rusland, hvor de arbejdede som forskere på en forsøgsstation for atomforskning på grænsen til Mongoliet. Desillusionerede vendte de også efter nogle år hjem efter dette eventyr, og som så mange andre fra den tid endte de med at blive temmelig borgerlige. Men nu lader det til, at der er et slags opgør med fortiden på vej - og den lille dreng er en slags budbringer, der har datoen for denne ultimative kamp tatoveret ind i de nederste lag af hans hud.

Det er som altid en temmelig hæsblæsende affære - i krimiromaner når de altid meget mere end vi andre, og der er aldrig flyforsinkelser eller andre problemer. Dog må man sige, at det titl tider går lidt for hurtigt selv for Grangé! Som da hans protagonist ankommer til Paris efter en dag i Sydfrankrig. Her er hun på hospitalet, hvorefter hun tager til politistationen, hvor hun opdager den myrdede politibetjent på hans kontor ... og det angives tydeligt, at hun ankommer kl. 22. I næste kapitel er klokken midt om natten, og hun er netop landet i Moskva!!!! Det beskrives, at hun efter mordet på betjenten gik ud på gaden for at finde en telefonboks og ringe til lufthavnen; derefter hjem til sig selv for lige at friske sig lidt op og pakke nogle ting (i centrum af Paris) og derefter til lufthavnen mange kilometer nord for byen - med indcheckning og deslignende - for at tage et fly kl. 22.30. Det er da mildest talt imponerende!!! Eller bar den slags dårlig detaljetjek, der irriterer mig enormt.

Men ellers var det da en glimrende krimi i den lettere ende - ikke en af hans bedste; men som sgat en af de tidligere.