Lily's Promise - Lily Ebert & Dov Forman

 

• Engelsk
• 20.-21. december
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er unægteligt mange historier skrevet af Holocaust-overlevende; men der er også lige så mange forskellige skæbner. Lily Eberts historie er hendes historie og hendes version af det hun oplevede, som hun selv understreger i bogen. 

Lily Ebert er født i Ungarn i 1923, og døde for blot nogle måneder siden som 100-årig. Det var bestemt ikke givet, da hun som ung pige blev sendt til Auschwitz sammen med sin mor, lillebror og tre søstre i 1944. Hendes far var død inden, og hendes anden bror var sendt i en arbejdslejr. Da de ankom til Auschwitz blev moderen og de to små søskende sendt direkte til gaskammeret grundet deres alder; Lily og hendes to søstre blev sat til at arbejde. Nogle måneder senere sendes de videre til en anden lejr, hvor de arbejdede på en våbenfabrik indtil krigens slutning. De blev sendt på en dødsmarch sammen med hundreder af tusinder andre - indtil de blev frigivet af amerikanske tropper i en lille landsby. Her mødte hun en amerikansk jødisk soldat, der gav hende en pengeseddel hvorpå han havde skrevet nogle opløftende ord til hende.

Lily og hendes søstre kom til Schweiz og derfra videre til Israel, hvor de giftede sig og levede i mange år inden Lily og hendes familie i 1970'erne flyttede til London. De er ortodokse jøder og holdt deres oplevelse fra krigen tæt til kroppen. Selv deres mange børn kendte ikke meget til deres historier, selvom de jo kunne se de tatoverede numre på søstrenes arme.

Men i 2020 under pandemien, hvor Lily var isoleret i sit hjem, talte hun med med sit oldebarn Dov og begyndte at åbne op. Ikke mindst viste hun ham den pengeseddel fra 1945 og ønsket om at finde den soldat. Den unge teenager tog straks de sociale medier i brug og selvom manden ikke længere levede, fandt de hans familie. Det førte endelig til, at Lily åbnede op om sine oplevelser og om sit liv i de mange år siden krigen.

Det er måske her den adskiller sig væsentligt fra mange andre historier jeg har læst. For vi får hendes historie fra alle de år i Israel med nye krige og konflikter. Det psykiske efterspil - hvordam knytter man nye forbindelser, hvordan fortæller man en mand og børn, hvorfor man ikke kan smide mad ud? Hvordan håndterer man skyldfølelse overfor og anklager fra andre overlevende, der mener de havde det værre fordi de tilbragte flere år i lejrene? 

Det er også historien om et liv med tillid til, at der er en Gud, som passede på hende på trods af alt. En historie om en familie, der endelig får den fulde historie og et stærkt vidnesbyrd med et helt livs erfaring fra en af de snart sidste overlevende fra lejren. 

Det gør et stort indtryk. Det gør disse historier altid - ikke mindst efter at have stået i Auschwitz selv; og jeg imponeres af de overlevende, der vover at tage turen tilbage dertil. Så er det for mange historier om den krig og de tragedier? Nej. Det synes jeg ikke - for hver historie er personlig. Hver historie kommer med sin egen skæbne og på sin egen tid. De kommer stadig for at minde os om, at vi aldrig skal noget lignende ske. At vi skal tilgive men ikke glemme.