har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Naja Marie Aidt

 

• Dansk
• 18.-19. april
• 168 sider

Jeg er ikke god til for alternativ litteratur - eller digte for den sags skyld. Det er ligesom moderne kunst, som for mig er alt efter 1610. Jeg kan bare bedst lide en godt konstrueret fortælling - fiktiv eller ej - men ikke mere vildt end det.

Så jeg blev udfordret i denne historie om forfatterens tab af sin søn, da denne var 25 år gammel. En dybt tragisk historie, og som Naja Marie Aidt bearbejder ved at skrive om sorgen og tabet.

Det er ikke en lineær historie; det er spring frem og tilbage. Det er fortællingen om selve opkaldet om ulykken og tiden til hans død, som gentages mange gange, men hver gang starter man lidt senere i fortællingen. Man får dog gentaget starten fra sidste version hver gang.

Dertil kommer dagbogsnotater fra da hendes søn var lille. Der er digte eller citater af berømte forfattere, der har mistet - typisk også et barn. Der er enkeltstående sætninger, som nogle gange er skrevet i bittesmåt og andre gange i store versaler. Der er digte i brudstykker over en side med ganske få ord. Det udfordrede mig mildest talt!

Der var dog også ting, der undrede mig. Det er som sagt en tragisk fortælling om en ung mand, som pludselig hopper ud fra fjerde sal af sin lejlighed i en svampepsykose. Det er ikke svært at forestille sig det fysiske resultat, og det må have været absolut forfærdeligt at skulle se ham ligge i en respirator på hospitalet indtil hjernedøden kunne erklæres.

Aidt skriver om vreden til politiet og hvad der kan tolkes som misforståelser i alarmopkaldet fra hans ven, der var sammen med ham i svampeforsøget. Det er en sag, der ikke munder ud i noget. Men der er ingen vrede overfor sønnen og hans handlinger? Det ændrer intet nu - men det gør sagen mod politiet jo heller ikke! Men hvorfor bliver man ikke rasende og vred over, at en ung mand kan ødelægge sit liv med noget så absolut åndssvagt som stoffer, som jeg betragter det som?

Der er dyb dyb sorg. Og afmagt. Urinstinkter, der popper op. Der er tid, der ikke læger noget som helst, men ændrer perspektivet og sorgen. Jeg synes der burde være vrede.