Thursday, November 29, 2012

Ce que le jour doit à la nuit - Yasmina Khadra



























Jeg har været langsom til at komme i gang med Khadras bøger - og jeg har stadig hans trilogi stående ulæst på reolen; men jeg fik lidt mere smag for det efter at have læst hans roman om moderne pirateri ud for Afrikas kyst, som forhåbentlig bliver oversat til dansk.

Som dag følger nat er da heller ikke en nyudgivelse, men har taget sin tid ind i mine reoler. Til gengæld slugte jeg denne dannelsesroman, da jeg først åbnede den. Jeg lukkede den med en lille tåre i øjenkrogen. Der bliver spillet på følelserne og det er måske til tider lidt melodramatisk - men det er en historie, der omhandler så mange emner, at man kan ikke undgå at blive berørt.

I slutningen af 1930'erne bor den lille dreng Younes med sine forældre og søster på familiens gård i Algeriet. Faderen er ikke den dygtigste landmand eller forretningsmand, men han er ukuelig fatalist og troende, og er overbevist om, at lykken vender en dag. Det gør den ikke. Afgrøderne brænder; de mister alt og må tage til storbyen Oran. Algeriet er en fransk koloni, og i byen bor den rige onkel, som er gift med en katolsk franskmand.

Da skæbnen endnu engang vender sig mod faderen, ser han sig endelig nødsaget til at overgive drengen til den rige onkel, og nu hedder han Jonas. Han bliver en rig dreng, bor i et rigt hus og går i skole med de rige børn - hvilket på den tid vil sige en overvejende del af franske, spanske, italienske og jødiske børn. Algeriet var en skøn sammenblanding af kulturer i en tilsyneladende harmonisk sameksistens. Men de fattigste er stadig de indfødte.

Onklen blander sig i politik, og ender i fængsel i en kort periode. Men lang nok til at forstå, at de må væk fra Oran, og de flytter til Rio Salado (i dag El Malah), hvor Jonas må starte forfra. Her får han venner - de bliver de fire musketerer, og vokser op sammen uden at deres forskelligheder mærkes. Der er den jødiske Simon, den italienske Fabrice og den franske Jean-Christophe - og en periode, der mærkes af krigen i Europa for blot at blive efterfulgt af de sorgløse 1950'ere, hvor der festes og de er tyve år gamle og uovervindelige.

Indtil de alle møder Emilie - og alle bliver forelskede i hende. Det splitter venskaber, det skaber fjendskaber. Det river dem fra hinanden, og sætter deres ærekærhed på prøve. Men det er i optakten til den algierske uafhængighedskrig, og pludselig står også andet på spil.

Som Camus i Det første menneske beskriver Khadra denne befolkning, der i generationer kun havde kendt til Algeriet som deres fædreland. De var ikke alle overklassen, og de var ikke alle kolonialister - de var blot født der, og kendte intet til deres fædreland på papiret, som for en stor dels vedkommende var Frankrig. Uafhængighedskrigen strammer grænserne op mellem vennerne - en bliver dræbt, og pludselig er de muslimer og kristne; algiere og franskmænd. Jonas bliver konfronteret med sin oprindelse flere gange af den fattige tjener Jalloul, der bebrejder ham hans nemme liv blandt kolonialisterne og hans forsagen af hans eget folks tilstande.

Det er historien om de fires skæbner, om deres venskabs holdbarhed overfor kærligheden, overfor krigen, overfor politik og den uundgåelige afrejse for nogle. Det er stadig svært at forstå, at et land som i en lang periode husede alle religioner og folkeslag i dag er blevet så fundamentalistisk, og det er det, Khadra vil belære os om. Et land, som i dag er næsten lukket på grund af religion og som udstødte hundredtusinder fra det eneste liv, de kendte.

Det er ikke den den samme historie som kolonialismen i andre afrikanske lande, hvor det kun var militær og overklasse. Det var en integreret del af samfundet, og selv lokalbefolkningen var delt i samme sociale lag på tværs af religioner og nationaliteter.

Historien spreder sig over firs år, og selvom den til sidst springer et par generationer uden at gå i detaljer, er slutningen en fin sløjfe - en fredsslutning med megen melankoli og nostalgi. Den mindede mig mere om Drageløberens historie om drengevenskaber for livet end om det, jeg forestiller mig er handlingen i trilogien, som jeg stadig ikke rigtigt er tiltrukket af. Men her fik jeg en smuk og trist historie, som måske endda kan blive en smuk film - den er netop kommet i biograferne, og måske skal den ses!

No comments: