Saturday, November 17, 2012

blueeyedboy - Joanne Harris

























  • Engelsk
  • 13.-17, november
  • 527 sider
  • Dansk titel: blueeyedboy

En skræmmende thriller om de værste aspekter af blogging og anden brug af sociale medier og fora; denne roman af Joanne Harris er vidt fra de fleste af hendes andre romaner, der foregår i fjerne tider og en eventyrlig fantasifuld verden af mad og dufte. Men der er lighedspunkter i det underliggende og det mystiske - og så er vi tilbage i byen, hvor Dobbetlspil foregår.Og ligesom i Appelsinens fem kvarte er der børn, der er kendetegnet - ikke ved frugt men ved farver.

Der er Gloria og hendes tre sønner, Nigel (den sorte), Brendan (den brune) og Benjamin (den blå) - det er de farver, hun iklæder sine drenge; for mere er der ikke tid til når man er enlig mor med få midler og endnu mindre tid. De tre drenge er hver især noget for sig; og de ender alle med at skuffe deres mor. Noget så forfærdeligt.

Hele familiens historie afsløres af blueeyedboy, som er den ene søns pseudonavn i en online gruppe, hvor diverse fallerede skæbner udveksler historier. Man forledes til at tro, at det er Benjamin, der er forfatteren - på grund af pseudoet og farverne? Den yngste bror, som har lidt under af være udråbt som det specielle barn af en manipulerende moder. Han bor stadig hjemme, og lyver overfor moderen om det fine arbejde, han tilsyneladende har. Men der er mange løgne også her. I stedet skriver han fiktion på nettet om, hvordan alle de mennesker, der har præget hans barndom bliver myrdet.

Han får kommentarer fra andre i den mere eller mindre lukkede gruppe - især Albertine; og stille og roligt afdækkes historierne, som de ses fra forskellige vinkler - hans og Albertines. Historier om misbrug af børn ved at fremhæve den ene frem for den anden; ved at skjule sandheder for dem og man er efterhånden i tvivl om, hvilken version er den rette.

For endelig er forfatteren heller ikke Benjamin - og intet er som det ser ud til at være. Jeg havde lidt svært ved at forstå, hvor Harris ville hen med dette - alle de endeløse versioner af mordene. Men det hele accellerer til sidst - til en endnu mere skræmmende sandhed end Benjamin selv kunne have skrevet. Hvis han altså havde været i live til at gøre det. En ganske effektiv thriller!

No comments: