L'Enquête - Philippe Claudel

• Fransk
• 25.-27. november
• 284 sider
• Dansk titel: Efterforskningen

Claudels romaner er jo alrid bare lige ud af landevejen; der er altid et skjult element og der er sjældent navne eller stednavne. Men i Efterforskningen presser Claudel dette fænomen helt ud i ekstremerne, hvilket sikkert også har været medvirkende til den blandede modtagelse blandt franske læsere, som er vant til hans univers.

Claudels roman starter med Efterforskeren, der ankommer til en by, hvor han skal foretage sin efterforskning af selvmord i Firmaet - alle de bærende elementer er med stort forbogstav i hele bogen. Dette får selvfølgelig først og fremmest læseren til at tænke på den bølge af selvmord, der skete i den franske telekommunikationsvirksomhed, og som trak store overskrifter i de franske medier. Ligesom Pierre Lemaitres sociale thriller er Claudel også inspireret af dette samfundsfænomen, men han har bestemt også lade sig inspirere af Kafka.

Situationen er nemlig grotesk; Efterforskeren ender på byens hotel, som hedder Håbet - den første nat har han en balsal af et værelse men med et mikroskopisk badeværelse - næste nat er det modsat. Den ene morgen får han en ussel morgenmad, mens resten af salen fyldt af Turister får et overdådigt måltid. Næste morgen får han et luksuriøst måltid, men han skal indtage det foran de Forflyttede - flygtninge, der er på gennemrejse.

Efterforskerens forsøg på at komme såvel til som ind i Firmaet er lige så groteske og håbløse, og han må på skift parlementere med Vagten, Guiden i alle sine forsøg på at finde frem til Stifteren af Firmaet. Undervejs spørger han sig selv om han er ved at blive rablende vanvittig - som vi alle vel tænker, når normaliteten pludselig virker i ubalance.

Er det så en historie om vanvid og selvmord? Eller er det en historie om Verden, hvor den sidste person Efterforskeren møder er Gud? Er det en satire over vores stigende umenneskeliggjorte samfund, hvor vi alle er roller og ikke længere individer, og hvor vi i stigende grad styres af teknologien? Det er nok meget individuelt, og det vil ganske givet ændre sig ved en genlæsning, da man faktisk bliver helt overrumplet af ironien første gang. Eller måske er det 'bare' en kombination af de tre?

Men der er ikke meget 'bare' over Claudels sidste roman - den er skræmmende, satirisk, grotesk, morsom - og absolut læseværdig, når man har abstraheret fra, at Claudel er mere barsk end nogensinde tidligere.