La rose pourpre et le lys - Michel Faber

• Fransk
• 3.-12. november
• 1.143 sider
• Dansk titel: Den røde blomst, den hvide blomst
• Originaltitel: The Crimson Petal and the White

Efter syv år henslæbt i bogreolen fik denne mastodont endelig lov at komme frem. I mellemtiden er den selvfølgelig udkommet i to absolut mere læsevenlige pocket-udgaver; men nu var pengene investeret, så jeg måtte vænne mig til den enorme vægt og formatet, der gjorde det umuligt at læse andre steder end hjemme. Det er ikke sporvognslæsning!

Faber var 25 år om at skrive denne enorme historiske roman, som selv udspiller sig over knap et år - derfor er det vel kun rimeligt at bruge så lang tid på at læse den. Det var faktisk også en nydelse at have en og samme historie at befinde sig i over en længere periode, når man ellers læser så relativt hurtigt.

For elskere af Victoria-tidens London er det virkelig guf; det er en moderne form for Dickens, hvor vi møder alle sociale lag fra skøgen Sugar til rigmanden William. Sugar er kendt som Londons bedste skøge; hun gør ting, som andre piger ikke vil nedlade sig til - og så er hun samtidig intelligent, og læser bøger til forskel fra størstedelen af de stakkels ludere, der ellers befolkede Londons gader i 1875.

William er en ung mand; søn af en industrimand, og dermed ikke en født aristokrat. Ikke desto mindre er det lykkes ham at blive gift med den smukke, rige og aristokratiske Agnes, som til gengæld ikke er helt ved sine fulde fem. Han lever et driverliv, og har derfor ingen penge, da faderen skærer mere og mere af hans 'apanage' indtil han overgiver sig, og går ind i familiens parfumefirma. Den ældste søn, Henry, vil nemlig være præst - men får aldrig ligesom taget sig sammen til andet end at snakke om det.

Der er en del forskruethed i alt dette. Henry, som i bund og grund er ret depraveret og ender med at rende rundt til byens ludere - udelukkende for at tale. Men alligevel ligger han søvnløs hver nat med forestillinger om nøgne kvinder - uden aldrig at have set en. Agnes til gengæld er knap klar over, hvordan hendes nøgne krop ser ud; hun tror stadig, at de månedlige blødninger er en alvorlig sygdom, og nægter at have født et barn.

William leder derfor efter lidt adspredelse udenfor hjemmet, da han møder Sugar. Han forelsker sig hovedkulds og kan endelig tage sig sammen til at arbejde for faderen. Han skal tjene penge, så han kan installere Sugar i et hus og have hende for sig selv. Hun forlader slummen i London, og sidder i sit fine hus med sine fine kjoler - og temmelig alene. William er for travlt optaget af firmaet, en skør kone og at styre et fint hus med tjenestefolk.

Da William endelig indser, at datteren Sophie skal have en guvernante, får Sugar bestemt, at det skal være hende - hun kan flytte ind i huset og være sammen med William hver dag.

Desværre vil skæbnen det ikke helt som Sugar. Hun udvikler sig fra at være luder til at være en pæn dame, og håbet om at overskride den sidste sociale barriere, fremmes da Agnes forsvinder og findes død ... dog lidt hjulpet på vej af Sugar. Hun ser pludselig verden anderledes; fra at foragte de fine damer og have medlidenhed med mændene - hendes tidligere kunder - ser hun nu de fine damers fængsel, og mændenes hykleri. William er absolut ikke den stærke personlighed; han er svag af karakter, brokker sig over alt og alle i sit liv og har end ikke sindsfornuft til at indse, at det må være hans barn, da Sugar bliver gravid. Han forstøder hende - og er allerede godt på vej til at gifte sig igen. Med et respektabelt parti forstås.

Desværre ender det hele lidt brat; Sugar forsvinder med den lille Sophie; William leder efter hende - og er muligvis på dødens rand. Og punktum. Efter knap tolv hundrede sider var det lidt tamt følte jeg. Man kan forsvare interessen for en åben slutning; men resten af bogen er så udpræget detaljeret, at det virkelig bliver et antiklimaks.

Derudover er det en glimrende roman om en tid, hvor seksualitet sjældent var normal; men altid endte i fortrængning eller i depravitet. Den giver et fremragende billede af tidens kønsroller, religionens rolle - men også børns rolle som statister i en voksenverden.

Man kunne tænke, at slutningen var lagt an på en fortsættelse - men forhåbentlig ikke om tredive år så?