Revolution - Jakob Ejersbo

• Dansk
• 30. november
• 303 sider

Da jeg fik den første bog af Ejersbos trilogi for tre år siden var jeg lidt skeptisk. Min mor havde kàbt og sendt den til mig i fødselsdagsgave - og vi deler ikke just litterær smag. Men med Liberty ramte  hun plet, og det var samme fornemmelse jeg havde med Eksil. En fornemmelse af ikke at læse dansk litteratur, og ganske enkelt leve mig helt ind i Ejersbos billeder og selv spadsere gennem Moshis gader. Sikkert godt hjulpet på vej af selv i nogenlunde samme periode at have været i Afrika fem gange. Ikke i Tanzania og jeg ved ikke noget værre end at generalisere Afrika - men der er lighedspunkter imellem de byer overalt på kontinentet med deres gadekøkkener og livsdrømme.

Revolution er den første - men for mig den sidste - i hans trilogi. Det er ikke en roman, men en samling noveller, der dog indirekte har en rød tråd løbende igennem bogen. Samtidig supplerer den både Liberty og Eksil, og handlingen i historierne i Revolution er såvel tidligere som senere eller parallelle med Libertys store roman om Christian.

Vi møder igen de indiske piger fra kostskolen, og ser deres syn på Afrika og indernes position i et samfund, hvor de i stigende grad ikke er velkomne. Vi møder mulatten Panos, som med sin hudfarve og oprindelse har en udefinerlig plads i lokalsamfundet - men som forstår Afrika bedre end Europa:

"Det ligger ikke til sorte mennesker at planlægge,
for i morgen bliver alligevel ikke som du tror; den kan lige så godt være en drøm.
Det er ikke dovenskab. Hvide mennesker planter ting for at høste i fremtiden. Sorte mennesker ved, at Afrika kan spise hvad du sår, og efterlade dig nøgen til knoglen..."

Den længste novelle, Værtinde, handler om Rachel som i Liberty bliver hovedpersonen danske Christians kæreste på et sent tidspunkt i den roman - her får vi hele historien om, hvordan hun nåede hertil. Ligesom Eksil var en del af Revolution med Samanthas historie, og senere blev skilt ud til en selvstændig roman. Trilogien er en lang historie, som skal læses samlet - eller man skal genlæse Liberty senere for virkelig at få bipersonernes perspektiver, som de fremstilles i fx Revolution.

Der er historien nede fra minerne, hvor man kæmper for overlevelse og ikke længere regner liv for noget særligt. Eller historien om finnen Jarno, der er vendt tilbage til Helsinki med sine dreads, og svæver rundt i tilværelsen som den hvide afrikaner.

Ejersbo beskriver igen de hvide udstationeredes situation og desperation; deres druk og misbrug af de lokale kvinder - bagsiden af nødhjælpsmedaljen. Det hele er i det samme præcise korte sprog, hvor jeg nogle gange tænker, at han har skrevet det på engelsk inde i sit hovede inden det kommer på papiret på dansk. Til tider er det vulgært - måske unødvendigt vulgært; jeg har ikke behov for at man strør om sig med visse ord for at meningen siver ind. Men det er Ejersbos stil.

Til gengæld er det alarmerende og brutalt, så fint han har opfattet den afrikanske kultur - men også de andre, han som barn og teenager mødte, da han selv boede i landet. Jeg ville ønske, at der var flere romaner fra hans hånd. Samtidig ved jeg, at jeg ikke vil læse Nordkraft, som er en udelukkende dansk roman - for Ejersbo var en afrikaner med blå øjne.

Dette er ganske enkelt stor og uforglemmenlig litteratur!