- Fransk
- April
- 528 sider
- Fransk titel: Une histoire de la lecture
I 2022 læste jeg den fascinerende bog af Alberto Manguel om biblioteker - primært personlige bogsamlinger, men også berømte offentlige biblioteker gennem historien. En bog, der varmt kan anbefales til alle bogelskere. Under nytårsferien i Belgien fandt jeg så denne brugt men i fornem stand til 3 Euro - det kunne jeg ikke stå for. Til gengæld læste jeg den lidt spredt mellem andre bøger i april måned, da den krævede at man fordybede sig i hans oprulning af læsningens historie, som er langt mere kompleks end man umiddelbart tror.
Vi starter helt fra de første skriflige overleveringer fra før vor tidsregning over opfindelsen af trykkunsten til vores moderne paperbacks - det hele krydret med Manguels egne erfaringer som læser.
I århundreder var læsning ikke en enlig beskæftigelse - man læste højt for andre. For hvis man læste alene og indenad var det måske suspekt - hvad læste man egentlig? Manguel arbejdede som ung for den argentinske forfatter, Jorge Luis Borges, netop som højtlæser da denne var blevet blind. Fordi denne ikke kunne leve uden at læse selvom det nu blev på en anden måde.
Det er denne kærlighed til bogen og ordet, som præger Manguels bog. Han analyserer litteraturens magt, som den er blevet udøvet gennem årtusinder. Man afholdt kvinder fra at læse fordi det var magt. Man afholdt sorte slaver fra at lære at læse - lige så farligt synes man. Man har lavet lister over censurerede bøger flere gange gennem historien - læsning kan være farligt, hvis man vil bevare sin magt over andre.
Der er også pudsige historier om bogtyve. Der er livsbekræftende historier om mennesker, der i de sværeste situationer alligevel kæmper for deres ret til bøger. Han citerer utroligt mange forfattere - en del fra oldtiden, som nok ikke er så bekendte for de fleste. Det valgte jeg blot at læse uden at bruge for meget tid på at søge oplysninger andre steder. Men også nyere forfattere som Kafka, Hemingway, Rilke osv. En guldgrube af information om læsningens historie, som jeg aldrig havde forestillet mig så interessant.
Som i hans bog om biblioteker er der illustrationer, der krydrer det hele - og selvom det ikke er særlig nem læsning, er det spændende og tankevækkende.
No comments:
Post a Comment