The Glass Maker - Tracy Chevalier

 

• Engelsk
• 21.-26. april
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var slet ikke begejstret for den sidste roman jeg læste af Tracy Chevalier; jeg følte jeg var ved at tage en uddannelse som æbledyrker og det fyldte alt for meget.

For mange år siden læste jeg en anden af hendes romaner, hvor en teknik også fyldte en del men med kunsten og den historiske periode som omdrejningspunkt, og jeg var vild med den.

Denne roman har glaskunst og historie som centrum, så det burde have været en vinder. Men vi var igen ovre i alt for meget teknik omkring kunsten at blæse glas, eller lave glasperler. Den historiske periode var mildest talt også lidt anderledes.

Vi starter i 1486 i Venedig, hvor tiden beskrives som værende anderledes og ikke bevæger sig på samme lineære facon som på fastlandet, som dengang virkelig var en anden verden for beboerne ude i lagunen. Faktisk er det snarere på øen Murano, som jo er kendt for sin glaskunst, at vi befinder os.

Den unge Orsola er datter af en glasmager og på denne tid holdt man sig til sin læst. Den ældste søn overtog værkstedet og deres varer blev solgt gennem en tysk handelsmand, der havde kontorer i Venedig. Men da faderen dør, begynder hun at producere glasperler for at hjælpe familien økonomisk. Det er ellers ikke et job for kvinder, og hun må især holde det skjult for broderen, Bruno. Samtidig forelsker hun sig i fiskersønnen, Antonio, som har fået arbejde hos dem - på trods af, at han er fra Venedig og ikke af en glasmagerfamilie. 

Så kommer vi til det interessante eller i hvert fald anderledes i romanen; for tiden springer frem så vi pludselig er i 1574, men vores glasfamilie er kun blevet et par få år ældre. Nu kommer pesten til byen, og flere dør. Antonio ender med at forlade Murano, da Orsolas bror vil have hende gift med en ægte glasmager. Han rejser til Prag, hvor glasindustrien nu begynder at blomstre og hvorfra han gennem årene sender små glasdelfiner til hende. Eller er det ham?

Fra 1574 rykker vi os i hvert af kapitler op igennem Venedigs og Orsolas historie til 1631, 1755 (hvor Venedig endegyldigt har mistet sin plads på verdenskortet), 1797 (med Napoleons indtog), 1915 (1. Verdenskrig), 2019 (og Covid-pandemien) og endelig nutiden, hvor Orsola endelig er i slutningen af tresserne.

Det giver selvfølgelig muligheden for at beskrive udviklingen i Venedigs historie men også den udvikling, der præger glaskunsten frem til industriel fremstilling af souvenirs fra Kina, som nu sælges i byens forretninger. Men Rosso-familien lever stadig af at lave glas, og de ældes langsomt i modsætning til dem udenfor øen og Venedig.

Det er måske en poetisk måde at illustrere den tidløshed man jo sagtens kan forbinde med en by, der stadig forundrer ved at være bygget på pæle midt i vandet. Springet frem til pandemien giver igen et billeder af Venedig som den så ud inden masseturismen, og minder os om de billeder vi så af delfiner, der vendte tilbage til lagunen. De delfiner, som Orsola har modtaget i mere end femhundrede år - og her bliver symbolikken måske lidt for søgt til min smag!

Generelt synes jeg glaskunsten og teknikken fyldte for meget ligesom konstruktionen af tid, der konstant skal forklares for, at Chevalier føler læseren er med hende. Hvis det er nødvendigt er det fordi historien ikke står stærkt nok i sig selv, føler jeg. Under overfladen er der så hendes historie med Antonio (og delfinerne), som heller ikke virker troværdig til sidst. I middelalderen kunne hun jo ikke finde ham - men vi ender i 2022, hvor at finde Antonio eller hans familie i Prag ville være nemt. Men Orsola virker fastlåst i 1486 ikke kun i tid men også i mentalitet, og så virker præmissen desværre ikke.