Afdelingen for magisk tænkning - Morten Münster

 

• Dansk
• 4.-5. maj
• 352 sider

Morten Münster havde enorm succes med sine to bøger om Jytte i marketing, der udkom i 2017 og 2020. De var - og er - både lærerige og skrevet med humor og eksempler vi alle kan relatere til. Man tænker ofte med denne slags bøger, at det er logik for perlehøns - men nogen skal konkretisere det.

Således er det jo også med denne bog om kunsten at være middelmådig.

Det lyder decideret taberagtigt og usympatisk, ikke? Vi omgives af budskaber om at skulle være "hurtigere, højere og stærkere" uanset om det er på arbejdspladsen, i vores sociale relationer eller vores fysiske præstationer. Der er ikke noget sexet i bare at være leverpostej!

Det vil Münster modbevise. Og han gør det med en række gode - og til tider skræmmende - eksempler.

Et stort tema er sundhedsvæsenet og her er det ikke for sarte sjæle. Et eksempel er overbehandlingen i det danske sygehusvæsen, som potentielt forkorter levetiden for terminale patienter og forringer livskvaliteten. Det var ambivalent for mig at læse om som tidligere kræftpatient, hvor jeg selv har oplevet en behandling blive forkortet i antal behandlinger. For man tænker jo, at det er for at spare penge og man vil jo bare gerne have de sidste to behandlinger for nu at være"helt sikker". Men hvis der nu er evidens for at "helt sikker" er opnået med to behandlinger mindre - skal jeg så ikke stole på det, og værdsætte at det frigiver ressourcer til andre opgaver - og mennesker? Samtidig har jeg også fravalgt behandling af egen vilje, fordi det ikke harmonerede med min livskvalitet.

Et andet nok endnu mere skræmmende eksempel er sagen om supersygehusene, som jeg ærligt må indrømme ikke at kende omfanget af. Måske også fordi der gøres en aktiv indsats for at neddysse skandalen! Men i al sin essens går det jo ud på, at de byggerier skulle have brugt andre byggerier som reference (blandt en del andre eklatante fejl). Det giver jo mening - og det forklarer middelmådigheden.

Den skal ikke forstås som et afslag i ambitioner. Det er snarere en gevinst ved at genbruge eller gå efter laveste fællesnævner måske? At erkende at det ikke er en fiasko ikke at være unik, men i stedet værdsætte at man kan genbruge fra andre. 

Det samme gælder for vore egne ambitioner. Vi stiller urimelige krav til fx sport - hvis vi vil løbe hver dag, og allerede om tirsdagen ikke får gjort det (life happens!), så sætter vi en ny startdato til mandagen efter og æder og drikker resten af ugen. I stedet for at finde pyt-knappen frem, og løbe om onsdagen. Lidt mere middelmådigt men så meget bedre end alternativet.

Så ja - der er mange indlysende eksempler, som vi alle godt ved findes. Vi relaterer bare mere til toppræstationerne og de uopnåelige mål. Jeg ved jeg er blevet meget bedre til "godt nok er mere end nok" i nogle sammenhænge - jeg orker ikke længere at arbejde 60 timer om uger for et resultat Preston-kurven jo viser mig ikke giver noget. Det er ikke fordi jeg er uambitiøs synes jeg; jeg vil blot have et balanceret liv, hvor der er tid til alt det andet.

Det er som altid skrevet med humoristiske eksempler; i starten synes jeg måske der var lidt for meget stand-up komik men seriøsiteten fylder præcis som den skal. Det er en hurtig læst bog - der er trods alt en del blanke sider imellem, og man flyver igennem fanget af emnet. Man lukker den med stof til eftertanke!