Le Vin de solitude - Irène Némirovsky

• Fransk
• 11.-12. december
• 280 sider
• Dansk titel: Efterårsfluerne (?)

Jeg fortsætter ufortrødent - og det er nærmest umuligt at stoppe, når først den første side er læst.
Denne roman fra 1935 er meget selvbiografisk; og den tegner absolut ikke et nydeligt billede af Irènes mor, som hun var kendt for at have et utroligt dårligt forhold til. Moderen var tilsyneladende aldrig interesseret i barnet, som blev overladt til en fransk guvernante - og for moderen var datteren blot en påmindelse af, at hun selv ældedes. Irène blev som barn således tvunget til at gå med fletninger og børnetøj i en alder, hvor andre unge piger nærmest var gifteklare - i et desperat forsøg fra moderens side på at udskyde hendes egen aldring.

Bogens hovedperson er den lille Hélène (et let gennemskueligt pseudonym for Irène!), som vokser op i Ukraine med sin far, mor, mormor og morfar og den franske guvernante, frøken Rose. Moderen er en pyntesyg, arrogant, snobbet kvinde, som udelukkende har giftet sig med den jødiske Karol på grund af de penge, hun forventede, at han ville tjene. Han klarer sig nogenlunde, men bliver en dag fyret fra den fabrik, hvor han er direktør. For at redde familien tager han til Siberien i to år, og i mellemtiden er den lille Hélène overladt til moderen, som benytter sig af chancen til at tage en ung fætter som elsker.

Samtidig hærger 1. Verdenskrig og så kommer den russiske revolution; familien flygter først til Finland, så videre ned igennem Sverige til Paris, hvor de ankommer da krigen slutter og Hélène er blevet 16 år. Tidsperspektivet følger fuldstændig Irènes egen, da hun er født i 1903. Hendes egen familie måtte også flygte ud af Rusland efter revolutionen - og boede et år i Finland undervejs.

Derfor kan man konkludere, at meget andet sikkert også er selvbiografisk - moderens foragt og kyniske behandling af sin datter; og datterens voksende had til moderen - allerede som lille barn er hun fuldt bevidst om moderens manglende kærlighed til hende, og må igen og igen se sig forkastet til fordel for den unge elsker.

Da Hélène i romanen vokser op, beslutter hun sig for at forføre moderens elsker. Denne er ved at være træt af den nu midaldrende kvinde - og det er en let sag; Hélène vil ydmyge dem begge - og hun vil se moderen lide for endelig at få hævn. Men hun kan ikke gennemføre det, og efter faderens død - som dør ruineret og trist som David Golder - forlader hun ganske enkelt huset, og beslutter sig for, at hun kan klare sig selv.

Om den sidste del er selvbiografisk ved jeg faktisk ikke; men igennem hele romanen fornemmer man den enorme skade, der er blevet gjort på det barn - som forguder sin far. En far, der ikke kan rumme sandheden om familien - og som aldrig indrømmer, at han sætter sin utro kone over barnet. Den eneste, der har en snert af fortrolighed er guvernanten, som omkommer under deres ophold i Skt. Petersborg - men selv hende kunne Hélène ikke magte at have fysisk kontakt til. Det samme gør sig gældende, da hun forsøger at stjæle moderens elsker - i bund og grund er hun ikke i stand til at elske fysisk... endnu i hvert fald.

Personportrætterne er mere nuancerede og levende end i David Golder, som er tidligere og hvor hun var ret ung; men visse temaer som de antisemitiske udtalelser er absolut gengangere. Der er vist ingen tvivl om, at dette er et bittert opgør med en ensom barndom!